Tip os log ind
Thomas Müller fik rødt kort for et spark i hovedet på Ajax-spilleren Nicholas Tagliafico.

Thomas Müller undskylder for tackling i hovedhøjde

Bayern München-spilleren Thomas Müller så rødt i Champions League-kampen mod Ajax for et voldsomt spark.
13. december 2018, 15.38

Bayern München-spillerne jublede over gruppesejr i Champions League onsdag aften efter 3-3 mod Ajax.

Men Bayerns Thomas Müller stod alligevel tilbage med en dårlig smag i munden.

Den tyske landsholdsspiller blev udvist med et kvarter tilbage af kampen, da han ramte Nicholas Tagliafico i hovedet med en voldsom tackling.

Torsdag henvendte Müller sig direkte til argentineren på Instagram.

- Jeg er meget ked af det, der skete i går (onsdag, red.). Det var ikke med vilje. God bedring, skriver Müller.

Allerede onsdag forklarede Müller, at det "selvfølgelig ikke" var meningen, at det kung fu-lignende spark skulle skade Tagliafico.

Müller var ikke den eneste spiller, der fik rødt kort i kampen. Forinden var Ajax-spilleren Maximilian Wöber nemlig blevet sendt tidligt i bad.

Uden de to spillere på banen eksploderede kampen i de sidste ti minutter. Ajax' Dusan Tadic bragte Ajax på 2-1 i det 82. minut, men Robert Lewandowski svarede hurtigt igen.

Før slutfløjt nåede både Kingsley Coman og Tagliafico at komme på tavlen i den målrige affære, som Bayern kunne være bedst tilfreds med.

Både Bayern og Ajax er dog videre til ottendedelsfinalerne. Lodtrækningen finder sted mandag.

/ritzau/

Ordet er dit