Tip os log ind

Nyt register skal fange forsikringssvindlere

Forsikringsbranchen vil tvangsregistrere alle skadesanmeldelser, så man kan krydstjekke dem for fusk.
14. september 2018, 05.24

Forsikringsbranchen vil tvangsregistrere alle skadesanmeldelser i et nationalt register, så man kan samkøre og krydstjekke anmeldelserne for fusk og svindel.

Det skriver Finans.

- Når en kunde anmelder en skade, kan selskabet hurtigt se, hvad vedkommende har anmeldt af skader, siger underdirektør i Forsikring & Pension, Hans Reymann-Carlsen, om branchens planer.

- Har en kunde fået stjålet tre biler på to år i tre forskellige selskaber, vil anmeldelsen typisk rejse et rødt flag, og så kan selskabet kigge nærmere på sagen, fortsætter han.

Forsikringsselskaberne afslørede i 2016 mere end 3200 tilfælde af svindel med person- og tingforsikringer for i alt 530 millioner kroner.

Forbrugerrådet Tænk er åben overfor at drøfte et register, selv om rådet er skeptisk over for en automatisk registrering af kunders skader.

- Forsikringssvindel bør selvfølgelig ikke forekomme. Vi er bare ikke overbeviste om, at et skadesregister er løsningen, siger Jakob Steenstrup, der er jurist og forsikringsekspert i Tænk, til Finans.

Ifølge Datatilsynet vil en registrering i et skadesregister kræve et samtykke fra hver enkelt kunde. Alternativt skal loven på området laves om, lyder det.

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti erklærer sig parat til at se på ændring af reglerne.

- Vi er ikke interesseret i at lave et system, hvor borgere kommer i klemme, fordi de er rigtig uheldige flere gange i træk. Omvendt har vi også en interesse i at bekæmpe bedrageri, siger retsordfører Trine Bramsen (S) til Finans.

DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen, er også åben over for forslaget og vil nu tage sagen op med regeringspartierne og justitsministeren.

Både Norge og Sverige har allerede indført et skadesregister i kampen mod forsikringssvindel.

/ritzau/

Ordet er dit