Tip os log ind
Florence er allerede begyndt at forårsage ødelæggelser ved kysten i South Carolina.

Florence truer med enorme oversvømmelser trods nedgradering

Selv om stormen Florence endnu en gang er blevet nedgraderet, kan den stadig forårsage voldsomme ødelæggelser.
14. september 2018, 06.45

Stormen ved navn Florence har med voldsom regn og hårde vindstød i løbet af torsdagen allerede skabt de første oversvømmelser i de amerikanske delstater North Carolina og South Carolina og Virginia.

Florence er tidligt fredag morgen dansk tid blevet nedgraderet til en kategori 1-orkan af amerikanske meteorologer.

Det er den laveste af fem kategorier på den såkaldte Saffir-Simpson-skala.

Florence blev tidligere på ugen betegnet som en kategori 4-orkan.

Men selv om den nu igen er blevet nedgraderet, så betyder stormens omfattende størrelse, og de oversvømmelser den vil føre med sig, at den stadig forventes at skabe store ødelæggelser.

I næsten et helt døgn forventes den at sende vindstød af orkanstyrke ind over den amerikanske østkyst.

North Carolinas guvernør, Roy Cooper, siger ved en pressekonference, at orkanen kommer til byde på store mængder regn. Det vil betyde store oversvømmelser i de fleste dele af staten.

Myndighederne advarer om, at der fortsat er tale om en "meget farlig storm". Den kan potentielt skabe store ødelæggelser.

- Bare fordi vindhastigheden er faldet lidt, så skal man ikke stoppe med at være forsigtig, siger Brock Long i, der er leder ved de nationale katastrofemyndigheder i USA, Fema, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er advarsler om vandstigning på helt op over tre meter. Og Brock Long opfordrer borgerne til at tage stormen seriøst uanset kategorien.

- Det handler alligevel primært om vandet, siger han.

Guvernøren Roy Cooper har anmodet om yderligere hjælp i forbindelse med stormen. Han mener, at den kan forårsage "historisk stor skade".

Over 80.000 mennesker er allerede uden strøm på østkysten. 12.000 har søgt ly ved tilflugtssteder. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Omkring ti millioner mennesker forventes at blive påvirket af stormen.

/ritzau/Reuters

Ordet er dit