Tip os log ind
Screendump fra Satudarah West Areas facebookside. Her ses, at tallet 1923 forbindes med gruppen. To af de mænd, som er sigtet for drabet på radiovært Nedim Yasar har en tatovering med tallet.

112

Drabet på Nedim Yasar: Spor peger i retning ad rockere

Tatoveringen "1923" og en ransagning i Ganløse peger i retning ad rockergruppen Satudarah.
07. december 2018, 12.25

Mindst tre ting peger i retning ad, at politiets efterforskning af drabet på radiovært Nedim Yasar blandt andet retter sig mod rockerklubben Satudarah.

Det drejer sig om to tatoveringer og en ransagning.

Foreløbig afviser politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi dog at udtale sig om det.

- Det har jeg ingen kommentarer til, lyder det fra politiinspektøren.

Tre mænd er sigtet i forbindelse med drabet, og de tre er fredag formiddag blevet stillet for en dommer på Frederiksberg. To af dem havde en tatovering med tallet 1923.

Der er ikke tale om postnummer 1923 Frederiksberg C, men derimod en henvisning til bogstaverne med nummer 19 og 23 i alfabetet, S og W - en forkortelse for "Satudarah MC West Area".

Det kan blandt andet ses på Satudarah West Areas facebookside, hvor tallet 1923 optræder flere steder.

Torsdag oplyste politiet, at der var foretaget ransagning mod et bandetilholdssted i Ganløse - igen uden at nævne, hvilken bande der var tale om.

Ganløse er en forholdsvis lille by i Nordsjælland, hvor blandt andet Satudarah holder til.

Så sent som i slutningen af november meddelte et enstemmigt byråd i Egedal Kommune, at man ønsker at nedlægge et såkaldt samlingsstedsforbud på en ejendom på Ringbakken.

Kommunen vil forbyde medlemmer og hangarounds fra Satudarah at bruge stedet som klubhus.

Ordet "satudarah" er indonesisk og betyder "ét blod". Gruppen blev etableret i Holland i 1990 af indonesiske indvandrere fra den hollandske koloni Molukkerne.

I 2013 slog gruppen sig ned i Danmark - nærmere bestemt i Bagsværd. I de senere år har gruppen været i strid med rockergrupperne Bandidos, Mongols og Gremium.

/ritzau/

Ordet er dit