Tip os log ind

Danske atleter vil oplyses for at markere sig i debat

Danske atleter vil udtale sig på mere oplyst grundlag i debatter om doping, lyder det fra DIF's aktivkomité.
11. januar 2019, 14.10

Internationale atleter er i stigende grad begyndt at ytre sig kritisk i debatten om Det Internationale Antidopingagentur (Wada) og den russiske statsdopingskandale.

Men generelt har de danske udøveres deltagelse i debatten været præget af en larmende tavshed.

Det er der en god grund til, fortæller Henrik Them, der er formand for Aktivkomitéen i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.

- Det handler nok mest om, at de ikke føler sig tilstrækkeligt oplyst til at udtale sig. En ting er at have holdninger til doping. Man skal også have den nødvendige viden og tid til at sætte sig ordentligt ind i de konkrete sager.

- Desuden har mange atleter nok i at passe deres egen sport, siger Henrik Them i en artikel fra Idrættens Analyseinstitut.

Han understreger dog, at danske sportsudøvere også skal kunne sige fra.

- Idrætsverdenen er anderledes i 2019 end i 2010. Moderne atleter skal have fokus på mange andre ting end deres egen sport.

- Derfor arbejder vi også på at styrke vores samarbejde med idrætsudøvere i andre lande om videndeling i eksempelvis dopingsager, så vi forhåbentlig både får et bedre oplyst grundlag at udtale os på og et stærkere sammenhold mellem atleter på tværs af idrætsgrene og landegrænser.

Mens de danske sportsstjerner befinder sig i venteposition, hilser både Anti Doping Danmark og DIF initiativet fra Aktivkomitéen velkomment.

- Det er jo de aktive sportsudøvere, det hele handler om. Derfor er det også meget bedre, at en dansk atlet udtaler sig om en dopingsag, end at jeg gør det, siger Anti Doping Danmarks direktør, Michael Ask.

- De aktives stemmer kan være med til, at Wada ikke glemmer, hvem agenturet er sat i verden for at beskytte.

/ritzau/

Ordet er dit