Tip os log ind
Hummel-ejeren, Christian Stadil, er tilfreds med, at den bortviste direktør Søren Schriver skal betale sagsomkostningerne i en sag, som Schriver havde lagt mod Hummel.

Bortvist direktør skal betale efter droppet sag mod Hummel

Søren Schriver lagde sag an mod Hummel efter bortvisning. Nu skal han betale 200.000 kroner i omkostninger.
16. april 2018, 11.30

Den tidligere Hummel-direktør Søren Schriver, som blev bortvist sidste år, skal betale 200.000 kroner til sportsvirksomheden Hummel i sagsomkostninger.

Det har Sø- og Handelsretten afgjort, selv om Schriver i februar droppede sagen.

Han havde anlagt mod Hummel for bortvisningen, som han fandt uretmæssig.

Det oplyser Hummel i en pressemeddelelse.

Søren Schriver anlagde sagen mod Hummel den 10. april sidste år, hvor han krævede betaling af to års løn og bonus samt betaling af et tortbeløb på 500.000 kroner.

Hummel påstod derimod frifindelse.

Den 23. februar i år opgav Søren Schriver dog sagen. Men trods den droppede sag, står den bortviste direktør stadig tilbage med en stor regning.

Hummels ejer, Christian Stadil, er tilfreds med, at omkostningerne skal betales af Schriver.

- Vi har med tilfredshed noteret os, at retten direkte i sin afgørelse nævner, at Søren Schriver er den tabende part og som en konsekvens heraf skal betale det væsentlige omkostningsbeløb. Det var også vores klare forventning.

- Afgørelsen understreger desuden, at man ikke omkostningsfrit kan bruge og manipulere det danske retsvæsen som led i mediespin og taktik, siger Stadil i pressemeddelelsen.

Sagen om den bortviste direktør slutter dog ikke med afslutningen på søgsmålet. Schriver efterforskes fortsat af politiet.

For efter bortvisningen politianmeldte Stadil-familien direktøren for at have overtrådt bestemmelser om returkommission, bedrageri og mandatsvig.

Det skal angiveligt være sket i forbindelse med en ejendom i Tyrkiet, som Hummels tyrkiske datterselskab stod over for at skulle leje sig ind i.

Det er Stadil-familiens opfattelse, at Schriver uden om bestyrelsen forsøgte at true en forretningsparter i Tyrkiet til at indgå en aftale.

Christian Stadil udtalte dengang, at han følte sig ført bag lyset af direktøren, som han havde arbejdet sammen med i 20 år.

/ritzau/

Ordet er dit