Tip os log ind
Voldtægtssag begyndte i dag i ved Retten i Herning.
Foto: Flemming Hansen

Vidner sendt ud af retten i voldtægtssag

I dag begyndte retssagen mod fire mænd, der er tiltalt for at bedøve og voldtage flere kvinder
14. august 2018, 09.06

HERNING Fire mænd står tiltalt i en sag om voldtægter mod flere unge kvinder. Sagen begyndte i dag klokken 9.00 ved Retten i Herning. Det skete i en proppet retssal. Alle 75 pladser i salen var fyldt, og flere tilhørere kunne ikke få plads i lokalet.

Der blev flyttet rundt på lidt stole, og klokken 9.10 var tilhørerne på plads. De tiltalte blev ført ind i lokalet, og de hilste mod tilhørerne. Der er seks uniformerede betjente til stede ved de tiltalte.

Dommerne kom ind 9.15, og herefter kunne retssagen begynde.

Dagen startede med en belæring til nævningene om deres rolle i en retssag. Der er seks nævninge - og en enkelt suppleant, som der er blevet brug for, da en af nævningene er blevet syg. Og inden sagen kunne gå i gang, måtte domsformanden sende tre kvinder ud fra tilhørerpladserne, fordi de senere skal vidne i sagen.

Anklageren har forelagt sagen, og her fortalte hun, at der i alt er fire forurettede kvinder.

Ved 13-tiden begynder afhøringerne af de fire tiltalte. Første mand i skranken er en 25-årig mand, som anklageren mener var med til én voldtægt. Han er også tiltalt for at have givet kvinden en pille og for at have optaget episoden med et mobilkamera.

Der har i retten i formiddag været flere ophedede diskussioner om anklagerens måde at forelægge sagen på. Forsvarerne har ment, at den var alt for detaljeret. Det har fået sagen til at trække ud, så muligvis når man kun at høre den 25-årige i dag.

Otte retsdage forude

Den hovedmistænkte er en 22-årig mand fra Herning, som er tiltalt for at have dopet én eller flere kvinder med et ukendt stof, hvorefter han skal have forgrebet sig på kvinderne sammen med tre andre.

Det drejer sig om to 25-årige mænd og en mand på 26 år, som skal have været med ved forskellige lejligheder.

De fire mænd har alle siddet varetægtsfængslet siden 9. december.

Retssagen er berammet til otte retsdage i august. Anklageren går efter fængsel i minimum fire år.

Ordet er dit



Mere 112