Tip os log ind
Foto: Flemming Hansen

Vi nedgør hverken byrødder eller vælgere

02. december 2017, 07.09

Borgmester-læserbrev I avisen i mandags bragte Herning Folkeblad artikler, der handlede om, hvor byrådsmedlemmerne i det kommende byråd i Herning bor privat. Vi illustrerede det med et kort med de 31 medlemmers navne og hjembyer.

Artiklerne havde overskrifterne »Herning fik kun tre byrødder« og »Kun 3 af 31 byrådsmedlemmer fra Herning«. De var forsynet med kommentarer fra valgforsker Roger Buch fra Aarhus samt lokalformanden for Venstre i Herning, Ulrik Larsen.

Artiklerne bragte borgmester Lars Krarup (V) til tastaturet. I et læserbrev i Herning Folkeblad i onsdags skrev han under overskriften »Agurketid« nogle betragtninger om både artiklernes indhold og om de motiver, han påstår, vi har.

Egentlig svarer vi almindeligvis ikke på læserbreve - heller ikke når der rejses kritik af os. For læserbrevsskribenterne skal have lejlighed til at kritisere uden vores modsvar, når kritikken er konstruktiv.

Men jeg synes nu nok, at agurkesalaten på borgmesterkontoret var blevet lige lovlig sur her efter valget. Og når vi decideret kritiseres for noget, vi ikke har gjort eller skrevet, kalder det på en reaktion her i denne uges »Ugen på tryk«.

Borgmesteren må have glemt at tage læsebrillerne på, da han læste Folkebladet i mandags. Ellers ville han have opdaget, at alt det, han kritiserer os for og skyder os i skoene, slet ikke står eller fremgår nogen steder i artiklerne.

Lars Krarup beskylder os blandt andet for en påstået pointe om, at det er et problem, at kun tre byrådsmedlemmer bor i Herning. Og endnu værre, så skyder borgmesteren os i skoene, at vi nedgør de 31 byrådsmedlemmers arbejde for hele kommunen.

Intet kunne da være mere forkert.

Der står intet sted i artiklerne, at det skulle være et problem, at kun tre nyvalgte har postadresse inde i Herning by. Der står, at byvælgerne er dårligere repræsenteret i byrådet end vælgerne uden for Herning by. Det er et faktum.

Der står absolut heller ingen steder, at folkevalgte i Herning byråd ikke arbejder for hele kommunen. Der er ingen og intet i artiklerne, der kritiserer byrådsmedlemmerne eller deres arbejde.

Artiklerne baserer sig på de personlige stemmetal og beskriver ud fra fakta, at det er vanskeligere for en kandidat i Herning by end i oplandsbyerne at blive valgt.

En tredjedel af vælgerne i kommunen bor i Herning by. En tiendedel af de valgte byrådsmedlemmer bor i Herning by.

Herning Folkeblad ser beskrivelsen af dette faktum som en ganske legitim og oplagt opfølgning på kommunalvalget, hvor vi som lokalavis helt naturligt kigger nærmere på sammensætningen og repræsentationen i det nye byråd, så læserne kender det.

Ganske som vi efter valget har set på sammensætning og repræsentation i regionsrådet, hvor der er valgt fire medlemmer fra vores område. Og på repræsentationen i byrådet i Ikast-Brande. Eller som det er at se på, hvor mange kvinder, mænd, unge, ældre og danskere med udenlandsk baggrund, der er valgt til de forskellige råd de næste fire år.

Det er meget velkomment, at Lars Krarup vil præcisere, at det ingen indflydelse har på byrøddernes politiske arbejde for hele kommunen, hvor de er valgt, og at byrådet arbejder bredt og som et hold. Det var faktisk overhovedet heller ikke det, artiklerne handlede om, og på Folkebladet hylder vi om nogen det brede holdsamarbejde og regner med, at alle arbejder for alle dele af kommunen.

Så at fremstille en faktuelt baseret opfølgning på valget som om, at avisen angriber eller nedgør et helt byråd og som om, vi skælder ud på vælgerne, er et slag langt under bæltestedet fra borgmesteren.

God weekend!

Ordet er dit