Tip os log ind
Jannik Vestergaard er garanteret sin første startplads på landsholdet i i 16 måneder tirsdag aften.
Foto: Henning Bagger/ritzau Scanpix

Vestergaard får sjælden start i Herning: Reservetjans er hård

Jannik Vestergaard gør altid sit bedste, selv om en permanent reserverolle. Tirsdag får han en sjælden chance
15. oktober 2018, 18.51

Fodbold Forsvarsspilleren Jannik Vestergaard starter inde på fodboldlandsholdet for første gang siden juni 2017, når Danmark møder Østrig på MCH Arena tirsdag aften.

Siden sin seneste landskamp fra start for 16 måneder siden, har han kun fået et enkelt indhop på landsholdet, selv om han bortset fra to kampe i marts i år har været i truppen hver gang.

Det er ikke altid lige let at motivere sig til at møde op i landsholdslejren vel vidende, at man står bag i køen for at få spilletid, siger Jannik Vestergaard, efter Åge Hareide mandag fortalte offentligheden om Vestergaards forestående startplads.

- Det er en udfordring, det vil jeg gerne indrømme.

- Det, der i særdeleshed kendetegner det her hold, er, at vi er en god og harmonisk gruppe. Selvfølgelig har jeg individuelle ambitioner og forhåbninger, og nogle gange ser man sig selv bedre, end virkeligheden afspejler.

- Men det er vigtigt, også under VM hvor det var skuffende ikke at få spilletid (som den eneste danske markspiller, red.), at være der for sit hold og udfylde den rolle, man har i en gruppe, siger Jannik Vestergaard.

Han har en forventning om, at alle spillere på det danske hold vil være i stand til at tackle den skuffelse, det er, når man gentagne gange bliver forbigået i startopstillingen.

- Havde det været omvendt, og havde jeg spillet hver gang, havde jeg også forventet af ham, som ikke spillede, at han ville udføre sit job. Man må nogle gange tilsidesætte sit ego og sine behov.

- Holdet kommer i første række, og så må man ærgre sig, når man ligger i sengen om aftenen, eller når man taler med sin kæreste, kone, far eller mor.

- Det er en udfordring, man skal tackle, men i den her gruppe, hvor man har så meget respekt for hinanden, er det det mindste, man kan forvente, siger forsvarsspilleren.

Mandag eftermiddag var der solgt cirka 7000 billetter til tirsdagens kamp, hvor også Pierre-Emile Højbjerg ifølge Åge Hareide er garanteret en startplads.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere Sport