Tip os log ind
Værter ved Comedy Aid i år er Thomas Hartmann og Torben Chris.
Foto: Gudmund Thai

Velgørenheds-comedy til årsskiftet

Billetsalget til årets Comedy Aid til fordel for børn i misbrugsramte familier er i gang
16. maj 2014, 16.43

Comedy Aid er årets sjoveste velgørenhedsshow, hvor en række af tidens standupkomikere optræder til fordel for Red Barnets arbejde for børn i misbrugsramte familier.

Comedy Aid blev stiftet af FBI, Funny Business Inc., for 22 år siden og har gennem tiden samlet mange millioner kroner ind til mærkesager, der gør en positiv forskel for børn. I år foregår showet også i Herning - nemlig 28. december. Lige som der stadig er shows i Aarhus og København.

I lighed med sidste år går overskuddet til Red Barnet blandt andet til organisationens arbejde for de børn, der kommer fra misbrugsramte familier. Pengene kan for eksempel anvendes ved oplysningskampagner og indsatser for at bryde tabuet om emnet. Showet har derfor også undertitlen »Speak Up«.

Thomas Hartmann og Torben Chris er værter for årets Comedy Aid.

- Vi lever af at stå frem med vores holdninger. Her gør vi det for en gruppe, der måske ikke selv har mulighed for eller overskud til at ændre på deres egen ulykkelige situation - vi gør det for både børnene og deres forældre, lyder det i en pressemeddelelse fra Thomas Hartmann, og kollega Torben Chris supplerer:

- Når man først selv er blevet forældre, indser man for alvor, hvor skrøbelige børn er, og hvor uretfærdigt det er, at nogle skal have sådan en start på livet. Vi kan alle hjælpe dem bedre på vej ved at støtte Comedy Aid.

Glæde hos modtageren

Hos Red Barnet tager man imod samarbejdet med kyshånd: Børn i misbrugsramte familier er bestemt ikke noget at grine af.

Det kan de 120.000 danske børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer nikke genkendende til. Men når FBI samler landets allerbedste komikere og hjælper os med at sætte fokus på emnet, så er det med til at bryde tabuet. Det er guld værd for os, men endnu mere værdifuldt for børnene. Kun ved at tale åbent om det, kan vi hjælpe børnene, og derfor er vi meget glade for samarbejdet med FBI, siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet.

Ordet er dit