Tip os log ind
Erling Askjær Jørgensen.

Vedels fejlskud

06. december 2018, 13.00

Demokrati Man kan undres over, hvad der bliver skrevet i læserbreve. Det mest mærkelige hidtil er det læserbrev, som Jørn Vedel Eriksen fra Enhedslisten havde med i Folkebladet 28. november under overskriften »Flere fejloplysninger og nye angreb på byrådet.«

Igennem mine år som folketingsmedlem og efterfølgende ved at høre debatter i Folketinget på den separate kanal, hvor de fleste debatter på Christiansborg sendes direkte ud til alle vi danskere, høres det igen og igen, at Enhedslistens folketingsmedlemmer kraftigt kritiserer den siddende regering og ikke mindst de blå partier. Dette er efter min mening helt i demokratiets ånd, at man udtaler sig kritisk om, hvad andre partier fører sig frem med. Alt i alt er det således på Christiansborg, at man på god demokratisk vis sønderlemmer, hvad andre mener og siger. Og samtidig respekterer man hinanden.

Men sådan er det ikke i byrådet i Herning. Hvis ikke man vil lægge navn til, hvad Venstre mener og gennemfører, så er det »Angreb på Byrådet« skriver Jørn Vedel Eriksen. Hvorfor et byrådsmedlem, der er valgt ind på Enhedslistens stemmer, ikke vil opføre sig demokratisk helt tilsvarende som hans partifæller på Christiansborg gør, det er uforståeligt og usympatisk. Direkte uklædeligt.

Det er uforståeligt, at Jørn Vedel Eriksen er så forelsket i Venstre, at han går så langt ud for at forsvare Venstre og dette partis gerninger.

Et medlem af bestyrelsen for Enhedslisten i Herning har efterfølgende været ude og skrev direkte, at Enhedslisten burde have holdt sig ude af det såkaldte budgetforlig. Jeg er 100 procent enig med Laila Birkkjær Lauritsen. Det vil være godt for demokratiet, hvis ikke alt i byrådet flyder ud i en stor, udemokratisk lind grød med kanel og sirup. Det ville være forfriskende, hvis Jørn Vedel Eriksen ville stoppe med de fejlskud, som det er at kritisere dem, der ikke vil være følgagtig og danse efter Venstres pibe.

Og som jeg før har dokumenteret, så er byrådets beslutninger om den faldefærdige skole på Holtbjerg og den struktur, man vil trumfe igennem, nået frem til kraftig kritik på TV2News og i mange andre medier. Uanset hvilke aftaler forud, der ligger til grund, så burde Jørn Vedel Eriksen holde sig for god til at være så ond mod forældre og deres børn ude på Holtbjerg.

Og det er rigtig ondt, at Jørn Vedel Eriksen lægger navn til de elendige forhold, der leveres for ældre og handicappede i Herning Kommune. Her i Herning er Enhedslisten ikke de svages parti. Jeg forventer, at Jørn Vedel Eriksen ved næste byrådsvalg stiller op for Venstre og fortsat vil støtte de alt for dårlige forhold for de svageste grupper i Herning Kommune.

Ordet er dit



Mere Debat