Tip os log ind
Torben Clausen.

Usmagelig retorik

04. oktober 2018, 11.17

Løsgængere To nyudsprungne løsgængere i Herning Byråd mener for tiden mangt og meget. Og det kan jo være godt nok. Nu har de to så indleveret et alternativt budgetforslag til byrådet. Jeg tror, det er godt, at deres alternativer ikke bliver vedtaget. Jeg tillader mig at gøre læserne opmærksom på et par sjove detaljer i de to byrådsmedlemmers budgetforslag.

De glemmer at fortælle højt, at de reelt fjerner al udviklingskraft i MCH samt fjerner alle musik- og kulturaktiviteter i Kongrescentret. I store træk reducerer de kommunens køb af kultur svarende til at lukke Kongrescentret ikke blot en, men to gange.

De glemmer at fortælle højt, at de allerede fra 1 januar 2019 stoler så meget på Tommy Tønning og beskæftigelsesudvalget, at de fjerner 40 millioner kroner fra udvalget. Og 50 millioner fra 2020. Altså, de stoler så meget på Tommy Tønnings politiske evner til at få ledige i job, at Tommy jo nærmest må være et orakel. Det er i hvert fald for 40 millioner kroner mere tillid til Tommy Tønning, end Tommy Tønning selv og vi otte andre partier turde budgettere med.

Ironisk nok i øvrigt med den store tillid til netop Tommy Tønning, fra netop de to byrådsmedlemmer. De to, som jo ikke længere havde tillid til netop Tommy Tønning i A-gruppen og derfor sprang fra Socialdemokraterne. Deres begrundelse var jo netop manglende tillid til Tønnings politiske linje.

Jeg kan konstatere, at de to byrådsmedlemmer i medierne nu også fremfører, at de er imod det, de kalder borgmester Lars Krarups såkaldte enevælde.

Enhver, der følger med i den politiske debat i Herning kommune, ved, at vi fra Venstre lige præcist ikke træffer beslutninger kun med Venstres stemmer, men derimod altid laver gode brede politiske løsninger, oftest med alle otte partier bag. Faktisk kan man ikke finde en eneste sag fra byrådet eller de politiske fagudvalg i hvert fald ni år tilbage i tiden, hvor Venstre selv har stemt en sag igennem. De opfinder altså et problem, som slet ikke eksisterer.

At det så også i min optik er en ret grov anklage mod otte partier og vi andre 29 kollegaer i byrådssalen at udstille os som såkaldt logrende haler til borgmesteren, det er noget ganske andet. Heldigvis er virkeligheden også i den sammenhæng en ganske anden.

Ordet er dit



Mere Debat