Tip os log ind
Anders Kühnau.

Uforståeligt københavneri i investeringsfremme

04. december 2018, 13.30

INVESTERINGSFREMME Regeringen har besluttet at nedlægge Foreningen Vestdansk Investeringsfremme, hvor de tre vestdanske regioner i fællesskab - og med succes - har varetaget indsatsen for at tiltrække investeringer fra udlandet i alt fra store datacentre til små tech-iværksættere. Fremover skal den indsats varetages fra Udenrigsministeriet i København.

Nedlæggelsen af den fælles vestdanske indsats er set med midtjyske øjne i sig selv ærgerlig. Men helt uforståeligt bliver det, når vi kigger til hovedstaden, hvor indsatsen for investeringsfremme varetages i det såkaldte Copenhagen Capacity. Den indsats får nemlig lov til at fortsætte. Det har regeringen med erhvervsminister Rasmus Jarlov i spidsen besluttet.

Det, vi frygtede med reformen af erhvervsfremmesystemet, er nu ved at ske. Hovedstaden favoriseres, mens Vestdanmark glemmes. Det er, hvad centralisering medfører.

Jeg vil understrege, at det er yderst positivt, at det regionalt forankrede Copenhagen Capacity fortsat skal spille en rolle i erhvervsfremmesystemet. På den måde sikres en indsats for investeringsfremme, der tager udgangspunkt i de særlige behov, udfordringer og styrker som kendetegner hovedstadsområdet. Det er jeg som dansker glad for. Til gengæld begriber jeg ikke, at regeringen nægter Vestdanmark den samme specialiserede indsats.

Foreningen Vestdansk Investeringsfremme har med politisk forankring og finansiering fra regionerne og i samarbejde med Udenrigsministeriet skabt eller fastholdt tusinder af job. Mere end 1.200 job alene i 2017. Samtidigt har indsatsen spillet en afgørende rolle i tiltrækningen af kæmpeinvesteringer i nye datacentre.

Jeg tror ikke, at Apple, Google og Facebook fik øjnene op for Jylland, fordi København er en skøn by. Nej, deres øjne er blevet åbnet for de vestdanske kvaliteter gennem en lang, sej indsats, hvor udgangspunktet har været kendskab til og forankring i netop det vestdanske.

Jeg har sammen med regionsformændene i Nordjylland og Syddanmark bedt ministeren om en forklaring på den åbenlyse skævvridning. Regeringen er ikke vendt tilbage.

Ordet er dit



Mere Debat