Tip os log ind
  • 1/:
  • 1/: Gerda Abildgaard fra Ikast er frivillig i Røde Kors og hjælper som frivillig i mandagsklubben for kvinder på Udrejsecenter Kærshovedgård. Hun fortæller her om sine erfaringer og samtaler med centrets kvindelige beboere. Her ses en lille flok på udflugt til Bøllings Sø. Gerda Abildgaard ses bagerst på højre side af bordet.
    Foto: Privatfoto

Udrejsecenter Kærshovedgård ... er også fortvivlede mennesker

Personlig beretning fra en frivillig, der gerne vil tegne et andet billede af udrejsecentret
17. maj 2018, 17.55

Ikast-Brande Sidste mandag var Lena og jeg taget til Bølling Sø med en flok kvinder fra Udrejsecenter Kærshovedgård (KHG).

Røde Kors har en minibus, som vi kan disponere over.

Det var meningen, at vi skulle gå en lang tur, men da vi kom til bådebroen, fristede vandet så meget, at nogle bare sad og pjaskede, mens andre forsøgte at slå smut. Gåturen blev kort, for vi skulle også nyde vores medbragte mad, inden solens stråler var væk.

Sådanne ture er guld værd for pigerne. Vi havde ikke så mange med, hvilket betød, at vi kunne snakke mere fortroligt med dem, der var med. Der havde for nyligt været en del omtale af nogle beboere, der havde stjålet varer i både Herning og Ikast.

Fortalte ikke om bopæl

Det var pigerne meget berørte af. De føler sig set ned på, sat i bås med de kriminelle flygtninge, som også bor på KHG, ganske vist adskilt fra de øvrige beboere.

Det var anledningen til, at de fortalte om en irakisk pige på 19 år, som har boet på KHG i 16 måneder.

Hun har, indtil hun blev 18 år, boet hos sin far i Aarhus, men nu, hvor hun er myndig, skal hun ud af landet.

Hun har i den tid, hun har boet på KHG, gået på HF i Herning. Faren betaler selv for, at hun kan få undervisning, og han har købt en lille bil til hende, så hun kan komme frem og tilbage, da transportforbindelserne til Herning ikke er de bedste.

Pigens medstuderende vidste kun, at hun boede uden for Herning. Hun turde ikke fortælle, hvor hun boede. Hun blev glædeligt overrasket, da hun fortalte det, og erfarede at de andre kursister reagerede overordentligt positivt.

Alle var positive og venlige

Første gang jeg skulle på KHG, var det for at få en rundvisning på stedet. Røde Kors har efterhånden mange frivillige derude, ligesom også andre humanitære organisationer fra flere oplandsbyer er til stede.

På vejen derud var jeg nok lidt nervøs for, hvad jeg havde i vente. Det slog mig meget, at alle beboere var positive og venlige.

Jeg så kantinen og fik et indblik i menuen. Blev vist rundt i bygningen, hvor cafeen med bibliotek og billard har til huse. Så også depoterne med tøj og sko, som beboerne kan forsyne sig med.

Der er også en systue, så man kan rette til, hvis tøjet ikke passer. Desuden er der en frisørsalon, hvor der er tidspunkter for klipning af såvel damer som herrer. Det er selvfølgelig beboerne selv, der står for det. Også gymnastiksalen bliver flittigt brugt.

Værkstederne bruges selvfølgelig også, men de bærer præg af, at der ikke er ret meget værktøj. Jeg undrer mig over, hvor det er, for da det var et åbent fængsel, var værkstederne velforsynede. Men værktøjet er nok samme sted som komfurer og andet inventar fra køkkenerne rundt på afdelingerne.

Tryg og værdig hverdag

På min rundvisning mødte vi mange af centrets beboere, og altid kom de og gav hånd og var meget smilende.

Et sted blev der undervist i førstehjælp. Undervisningen varetages via Røde Kors. Der tilbydes også undervisning i engelsk og matematik. Røde Kors er med til at give beboerne en meningsfyldt, tryg og værdig hverdag på KHG.

Det må ikke være integrationsfremmende, men derimod gerne ressourcefremmende. Beboerne må indgå i frivilligt arbejde såvel på KHG som udenfor. Det er Udlændingestyrelsen, der har bedt Røde Kors være til sted på KHG.

Godnat til datteren via Skype

Da jeg har arbejdet med flygtninge i længere tid, kunne jeg uden et forberedende kursus begynde som frivillig i mandagsklubben for kvinder.

Mit første møde med kvinderne gjorde et meget stort indtryk på mig. Alle var meget positive, og de fleste havde et stort kontaktbehov. Jeg sad ved siden af en ung mor, og da hun skulle sige godnat til sin seks årige datter via Skype, skulle jeg også snakke med hende. Hun havde ligeledes boet på KHG i halvandet år. Hendes mand og datter bor på Sjælland. Da hun er blevet gift med sin mand her i Danmark, skal hun tilbage til sit hjemland og derfra søge om familiesammenføring. Det tør hun ikke, da hun frygter, at hun ikke får lov at komme tilbage.

Heldigvis er hendes sag nu blevet genoptaget, så hun er for ganske nylig blevet flyttet til et asylcenter i Brovst. Meget betænksomt, da hendes familie bor på Sjælland!

Spinkelt håb og små værelser

Da denne unge mor blev flyttet til asylcentret, gav det selvfølgelig anledning til glæde blandt de øvrige kvinder. Samtidig gav det et spinkelt håb for dem om, at det også en dag vil lykkes for dem at få deres sag genoptaget. Når et lovindgreb vedtages, vil det altid ramme skævt i visse tilfælde. Det, som er det fortvivlende, er, når det går ud over svage mennesker, som ikke selv magter at tage sagen i egen hånd. Heldigvis er flere kvinder kommet videre, men at de skal være skilt fra deres familie og bo under kummerlige forhold i flere år, er meget fortvivlende.

Kvinderne bor i små værelser. De samme som de indsatte i sin tid brugte. Opholdsrum med tilhørende køkkenfaciliteter er skåret ned til et minimum. Komfurerne er fjernet, det samme gælder fryserne, kun et gammel køleskab står tilbage. Der er ikke gjort noget for at fjerne sporene, så man føler, at man står i et halvfærdigt køkken. Heldigvis har kvinderne nu fået et par kogeplader, så de kan lave deres egen mad, når de har lyst. Porcelæn og andet køkkengrej er noget skrabsammen, da det oprindelige selvfølgelig også er fjernet. Man har da i den grad forsøgt at leve op til Inger Støjbergs ord om, at det skal være så uudholdeligt som muligt.

Bare at snakke ...

Til vores klubaftener laver vi meget forskelligt. Når vejret er godt, kører vi med madkurv ud i naturen. Vi har også været på café med pigerne. Der er blevet lavet juledekorationer og påskedekorationer.

Vi har været i private hjem, hvor kvinderne har fået lov til at kokkerere fra deres hjemlande, eller vi har bare snakket. Det var der i den grad behov for, da otte iranere kort før påske uanmeldt blev hentet og ført til Ellebæk (fængslet ved Sandholm). De blev lagt i håndjern og fik intet med sig, heller ikke mobiltelefonen, som er deres livslinje. Der sidder de endnu og venter på, hvad der skal ske med dem. De er alle meget ressourcestærke og er konverteret til kristendommen. Fælles for dem alle er, at de ikke vil skrive under på frivilligt at rejse hjem. Det gør indtryk på de tilbageværende på KHG. Alle føler sig utrygge og bange og har svært ved at sove. Hvornår bliver de næste hentet? Er jeg blandt dem? Håbløsheden lyser ud at øjnene. Som en afrikansk pige sagde til mig: »Vi spørger og spørger, men får aldrig et svar«. Hvad svarer man lige til det?

Til slut vil jeg omtale ASIG (AsylsumSeekersInformationGroup). Det er en lille gruppe, der tager rundt og fortæller om deres situation sammen med en vejleder. De henvender sig til mindre forsamlinger og svarer gerne på spørgsmål. Prisen ligger på 350-500 kroner (transport) eventuelt overskud går til en fælles kasse på KHG.

Jeg håber, at jeg med dette indlæg har kunnet få jer læsere til at se på KHG med mildere øjne. Se, at det ikke kun er kriminelle udviste, der bor på KHG, men sagesløse mennesker, som kæmper en fortvivlet kamp for at få lov til at blive hos deres familie.

Ordet er dit



Mere Ikast-Brande