Tip os log ind
Tørken i sommer har givet en mangedobling af antallet af brande hos landbruget. Det mærker man hos Tryg.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Tryg har oplevet mangedobling af brandskader i landbruget

Den tørre sommer har givet en stor stigning i antallet af brande i landbruget. Og det kan mærkes hos Tryg
08. oktober 2018, 08.32

LANDBRUG Forsikringsselskabet Tryg har i år oplevet det højeste antal brande i landbruget nogensinde, hvilket er en naturlig konsekvens af den historisk varme og tørre sommer.

I alt har selskabet modtaget forsikringssager på 70 brande i traktorer, høstmaskiner, finsnittere og brande på markerne. Det er mange gange flere end de 14 brande, som har været gennemsnittet de foregående tre år.

- 2018 har været et nyt rekordår for brande i landbruget. Vores tal viser en stigning på knap 400 procent i forhold til, hvad vi ser på et gennemsnitsår.

- Det skyldes selvfølgelig den historisk tørre sommer, der har gjort alting meget let antændeligt, siger skadechef i Tryg Charlotte Dietzer til Ritzau Finans.

Tallet kunne have været højere, men Tryg har i flere år stillet krav til forebyggelse.

Tryg har eksempelvis siden 2013 stillet krav til landmændene om at installere et brandslukningssystem i høstmaskiner.

- Det har været en afgørende faktor for, at skaderne ikke har grebet om sig og vi heldigvis ikke har set mange hele marker eller landbrugsejendomme, der er brændt ned, siger Charlotte Dietzer.

Af andre eksempler på forebyggende tiltag nævner hun, at landmændene har kørt deres marksprøjter ud ved høstning. Sprøjterne er blevet anvendt som et ekstra vandlager, hvis noget gik galt.

Derudover har mange landmænd harvet og pløjet brandbælter op omkring arealet for at stoppe ildens spredning. Der er også krav om, at landbrugsmaskiner skal gennemgås efter brug, så der ikke er gammelt støv og halm, der let kan gå i brand.

Det mindsker også det tab, en landmand kan få, ved at en maskine ikke er til rådighed.

- Hvis maskinen ikke kan bruges, så betyder det meget i forhold til driftstabet, som ofte løber op i 35.000 kroner eller mere for landmanden per dag, siger Charlotte Dietzer.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere 112