Tip os log ind
Arne Pander blev 83 år. ?
Foto: Uffe Lomholt Madsen

Tidligere speedway-mester er død

01. juni 2015, 12.08

Dødsfald

Arne Pander, tidligere speedwaykører, er død 22. maj i sit hjem i King's Lynn, England, i en alder af 83 år.

Arne Pander blev født i Balle ved Silkeborg og voksede op i Herning. Han blev danmarksmester i speedway 1956 og 1958.

Som den eneste blev han tre gange vinder af det legendariske Elektrolløbet på Charlottenlund Travbane, nemlig i 1956 og de to følgende år. Den sidste halvdel af finaleheatet i 1958 gennemførte og vandt han med et punkteret baghjul.

Arne Pander kom i 1959 til det engelske speedwayhold i Oxford, hvor han straks imponerede. Han var året efter nummer fire på verdensranglisten.

Han huskes som den måske bedste kører gennem tiderne, der aldrig nåede en VM-finale. I 1961 var han dog godt på vej. Han stod på toppen af karrieren og med verdensmesterskabet som en sandsynlig mulighed, da karrieren midt i sæsonen brat blev ændret ved et sammenstød med en anden kører i Coventry. Det resulterede i et kraniebrud og tab af hørelsen på det ene øre.

Arne Pander kom tilbage til engelsk speedway og Oxford-holdet i 1963. Han var den væsentligste grund til, at holdet vandt det engelske mesterskab i 1964, og efterfølgende var han topscorer for holdet i 1965, 1966 og 1967. For Oxford-holdets tilhængere huskes Pander som en helt.

På trods af mange gode præstationer kom han sig imidlertid aldrig helt efter den alvorlige ulykke.

Karrieren sluttede i 1969. Arne Pander forblev i England, og det er mere end 40 år siden, han sidst var i Danmark.

Arne Pander efterlader sig familie i både Danmark og England.

Ordet er dit