Tip os log ind
Espen Lie Hansen spillede for HC Midtjylland fra 2016 til 2018. Nu er han tilbage i Herning, og lørdag eftermiddag så den 29-årige nordmand ud til at befinde sig godt i sin tidligere hjemby. Han scorede otte mål mod Saudi-Arabien.
Foto: Ritzau Scanpix

Tidligere HCM'er bombede løs i Boxen

Espen Lie Hansen scorede otte mål, da Norge holdt legestue i Jyske Bank Boxen
12. januar 2019, 19.36

Håndbold Saudi-Arabien var som ventet et let bytte for Norge, der hører til medaljeaspiranterne ved VM i herrehåndbold.

Norge vandt lørdag hele 40-21 efter 20-10 ved pausen mod ørkenstaten i en pænt fyldt Jyske Bank Boxen.

Den tidligere HC Midtjylland-stjerne Espen Lie Hansen var en af kampens store profiler for Norge, der valgte at spare flere af sine topspillere i den formodet lette kamp.

Espen Lie Hansen bombede otte mål i nettet fra sin position på venstreback. Det brugte den 29-årige bagspiller blot 10 forsøg på.

Den rutinerede norske landsholdsspiller skiftede sidste år til franske Nantes få måneder, inden HC Midtjylland gik konkurs. Han spillede knap to år for Herning-klubben og boede også i Herning i perioden.

Norges anden tidligere HCM-spiller, Eivind Tangen, fik begrænset spilletid i lørdagens sejr over Saudi-Arabien. Højrebacken, som nu spiller for Skjern Håndbold, nåede en enkelt afslutning i første halvleg uden at komme på måltavlen.

Magnus Abelvik Rød, der til dagligt spiller for tyske Flensburg-Handewitt, blev kåret til kampens spiller. Den blot 21-årige højreback blev samtidig topscorer med ni mål og var således den eneste, der scorede flere mål end Espen Lie Hansen i lørdagens norske sejr.

Ordet er dit



Mere Sport