Tip os log ind
Tommy Tønning.

Synlighed og tilgængelighed i byrådet

05. februar 2018, 13.00

TILGÆNGELIGHED Den anden dag læste jeg med stor interesse »Torsdagstanker« fra Karsten Matzen og tillod mig at reflektere lidt over de udsagn, Matzen kom med.

Først af alt. Jeg er fuldstændig enig med dig, Karsten, i, at der skal være mere synlighed i det politiske arbejde i byrådet. Det nytter ikke noget, at den eneste kontakt, borgerne har med det valgte byråd, er tre ugers overbudsskriv før valget. Det, der er min store udfordring og tanke er, hvordan gør vi det på en måde, så flere bliver optaget af lokalpolitik og oplever, at tilgængeligheden til en poltiker er stor.

I den socialdemokratiske byrådsgruppe oplever jeg faktisk allerede på nuværende tidspunkt stor tilgængelighed.

Jeg sætter personligt stor pris på at blive kontaktet af borgere, dels på de sociale medier a la Facebook, men også face to face, når jeg bevæger mig i bybilledet i Herning by eller andre steder i det daglige.

Min telefon er åben og jeg lytte altid på folks historier. Jeg sagsbehandler ikke, men lytte gerne og lader mig inspirere i mit politiske arbejde af alle, der vil.

Folk, der vælger at være medlem af Socialdemokratiet, får endnu større direkte indflydelse via supportgrupper og derfor større tilgængelighed til os politikere.

Dette, som skitseret ovenfor, oplever jeg faktisk som værende en mulighed fra alle de siddende partier i byrådet.

Meeen, vi to kunne hurtigt blive enige om, at tilgængeligheden mellem borgere og politikere og byråd burde være større.

I andre kommuner bliver der sendt live fra byrådsmøderne. I andre kommuner er der spørgetime inden byrådsmødet, hvor borgerene har mulighed for at stille direkte spørgsmål til byrådet. I andre kommuner holder man byrådsmøder ude blandt folket i de mindre byer. I andre kommuner holdes der dialog/partimøder med borgerne med jævne mellemrum på udvalgsplan. Og som du selv nævner, kunne praktikker ude i det pulserende liv a la det min gode kollega i Holbæk har gjort, være gavnligt for flere af byrødderne. Men jeg vil dog stille fortælle dig, at byrådet ikke bare består af pensionister og folk uden arbejde. Vi er stadig nogle, der har et 37 timers civilt erhverv, som vi nyder og henter stor inspiration fra i vort politiske arbejde.

Så, der er ideer. Ideer, som vi vedholdende vil fortsætte med at udvikle og arbejde videre på i den socialdemokratiske gruppe. For jeg er enig med dig, Karsten. Åbenhed-åbenhed-åbenhed er vigtig i det lokalpolitiske arbejde.

Og husk, Karsten. Jeg er aldrig længere væk end et klik eller telefonkald.

Ordet er dit