Tip os log ind
Erik Sviatchenko jubler med Pione Sisto i armene efter sejren over FC København, der stort set sikrede det danske mesterskab i foråret 2015. Nu er den stærke stopper klar til at jagte sit næste DM-guld i den sorte ulvetrøje.
Foto: Flemming Hansen

Sviatchenko vender hjem til FCM - forsvarsprofil på vej væk

Erik Sviatchenko skifter til FC Midtjylland på et lejemål for de næste seks måneder
15. januar 2018, 19.52

Fodbold En dansk mester vender hjem til FC Midtjylland.

Erik Sviatchenko lander tirsdag morgen i Billund Lufthavn, hvor han bliver præsenteret som ny spiller i FCM.

Den 26-årige midterforsvarer bliver ifølge Folkebladets oplysninger lejet i skotske Celtic for de næste seks måneder.

Tilknytningen af Sviatchenko skal ifølge Folkebladets oplysninger ses som et udtryk for, at FCM garderer sig inden et forestående salg af Filip Novák.

Den tjekkiske landsholdsforsvarer er angiveligt på vej til tyrkisk fodbold i tocifret millionhandel.

10 års forhistorie i FCM

Erik Sviatchenko har en lang forhistorie i FC Midtjylland. Han kom til klubbens akademi i 2006 og nåede at blive en markant profil og viceanfører, inden han i januar 2016 blev solgt til skotske Celtic. FCM fik angiveligt omkring 15 millioner kroner i kassen for det salg.

Den karismatiske forsvarer fik en fin start i det skotske og var stamspiller under den norske manager Ronny Deila. Men da han blev erstattet af Brendan Rodgers, gik det den forkerte vej for Sviatchenko - og i denne sæson har han faktisk ikke fået en kamp i den skotske liga.

Men Sviatchenkos lederegenskaber, duelstyrke i luften og ved jorden og pålidelige forsvarsspil vil blive modtaget med kyshånd på MCH Arena.

I FCM nåede han 133 førsteholdskampe inden salget til Celtic, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2020.

Men det næste halve år er Erik Sviatchenko tilbage på heden. Tilbage for at jagte sit danske mesterskab nummer to med FCM.

Erik Sviatchenko

Født: 4. oktober 1991 (26 år) i Viborg

Nuværende klub: Celtic FC (Skotland)

Position: Centerforsvarer

Højde: 185 centimeter

Vægt: 82 kilo

Tidligere klubber:

1997-2006: Viborg FF, Houlkær, Viborg Søndermarken, FK Viborg

2006-2016: FC Midtjylland

2016-2018: Celtic

2018: FC Midtjylland

133 førsteholdskampe og 11 mål for FCM

Kontrakt med Celtic indtil sommeren 2020

Landshold: 5 A-landskampe (1 mål), 19 U-landskampe (3 mål)

Ordet er dit



Mere Sport