Tip os log ind
Kristian Jensen.

Sundhedsreformen forbedrer akutberedskabet

11. februar 2019, 12.30

SUNDHEDSREFORM Vi står over for en stor udfordring i fremtiden. Vi bliver alle ældre, og derfor vil gruppen af ældre borgere blive større og større. Det betyder, at vores sundhedsvæsen skal geares til, at flere borgere skal behandles i fremtiden.

Samtidig står vi også over for den udfordring, at der ikke er tilstrækkelig lighed og sammenhæng i vores sundhedsvæsen. Når flere af os skal behandles, vil disse udfordringer kun blive større.

I Venstre sidder vi ikke på vores hænder og ser passivt til, mens udfordringerne tårner sig op. Vi tager ansvar for at sikre et godt sundhedsvæsen til alle danskere - også i fremtiden.

Derfor har vi fremlagt vores forslag til en ny sundhedsreform.

Reformen indeholder blandt andet en ny Nærhedsfond på seks mia. kr. Den skal sikre, at borgere i fremtiden kan få behandling tættere på deres hjem. Pengene skal blandt andet bruges på flere sundhedshuse. Her skal borgere kunne modtage mindre kompliceret behandling, så vi i fremtiden slipper for at skulle rejse mange kilometer for selv de mindste årsager.

Nærhedsfonden kommer også til at bidrage til, at akutberedskabet styrkes. Det betyder f.eks., at der kommer mellem 10 og 15 flere akutbiler i områderne med den dårligste dækning. Det glæder jeg mig personligt meget over. Det er nemlig ingen hemmelighed, at der nogle steder her i Midt- og Vestjylland er store afstande. Men afstandene skal ikke hindre god behandling, når uheldet er ude, og vi har brug for hjælp. Der skal være nogenlunde ensartede forhold, uanset hvor man bor.

Vi har grundlæggende et godt sundhedsvæsen. Og det gode sundhedsvæsen skal gælde for alle. Vi står desværre over for nogle udfordringer, der kun vil vokse i fremtiden. Det er derfor, at vi nu tager ansvaret på os og gør noget ved problemet.

Ordet er dit



Mere Debat