Tip os log ind
Karina Due.

Styrket politiindsats mod dyremishandling

06. december 2018, 11.00

DYREMISHANDLING Dansk Folkeparti har i årevis kæmpet for dyrepoliti, og derfor glæder det mig, at vi gennem finansloven nu får oprettet tre regionale specialiserede dyreværnsenheder. De kommer til at dække hele Danmark og kan både rykke ud til akutte vanrøgtssager, men også efterforske, så vi kan opfange flere dyreværnssager i opløbet. Hvor er det godt, at politiet nu får ressourcerne til at gribe hurtigere ind og hjælpe dyrene, inden vanrøgten eskalerer fuldstændig.

Betjentene i dyreværnsenhederne vil være uddannede indenfor dyrevelfærd og have kendskab til dyreværnsloven. Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti, så vi sikrer, at det er folk, der har interesse i dyrene og ved, hvilke muligheder politiet har for at gribe ind i henhold til dyreværnsloven. Erfaring viser, at politiets håndtering af dyreværnssager kan få afgørende betydning for, hvilken dom der gives, hvis sagen kommer i retten. Derfor er det så vigtigt, at det er uddannede betjente, som har helt styr på dyreværnsarbejdet.

I alt afsættes der 28 mio. kr. fra 2019-2022 til dyreværnsenhederne, og jeg ser meget frem til at følge resultaterne af deres vigtige arbejde i de kommende år. Denne aftale er en stor sejr for dyrene og Dansk Folkeparti.

Ordet er dit



Mere Debat