Tip os
  • 1/: Marianne Sommer ved fra egen krop, hvordan det er at være nede med stress. Nu tilbyder hun sammen med Jette Justesen et nyt kursus for nuværende og tidligere stressramte i form af håndarbejde og yoga.
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Man kan blandt andet være med til at bekæmpe sin stress med håndarbejde. ?Privatfoto

Strik mod stress

Kursus for stressramte med strikketøj og let yoga som behandling
11. januar 2018, 15.33

Brande Efter en hård periode på over to år med slem stress er Marianne Sommer nu tilbage i den pulserende verden. Selv om erfaringer kan være dyrt købte, kan de ofte bruges bagefter.

Marianne Sommer, som er uddannet terapeut har sammen med veninden yogalærer Jette Friis Justesen taget initiativ til at lave et kursus for stressramte under DOF Brande/Nr. Snede Aftenskole.

Begge kvinder har i forskellig grad prøvet at være syge af stress og ved hvor svært, det kan være at komme ud blandt andre, og i det hele taget komme i gang igen.

Hjernen på overarbejdee

Når man rammes af stress, har hjernen simpelthen været på overarbejde alt for længe. Man kan fejlagtig tro, at det er svage mennesker, der får stress, men det er tværtimod ofte ressourcestærke mennesker, der har været stærke alt for længe og lige pludselig står hjerne og eller kroppen af.

Ro og hvile er det vigtigste, når man rammes af stress. Det handler om at geare helt ned. Det er her hækling og strikning kan komme ind i billedet, som en god måde at komme på banen igen.

Pulsen falder

Undersøgelser har nemlig vist, hvordan hjerterytmen og pulsen falder, når man sidder og laver håndarbejde.

Det er noget af det, der har hjulpet Marianne Sommer tilbage igen.

Fem store tæpper med hver omkring 175 hæklede firkanter og cirka 200 karklude er det blevet til.

Mindfullness er nærmest blevet et modeord inden for stressbehandling. Også kommunerne tilbyder stressramte at komme på Mindfull-kurser.

Her er små overskuelige yoga øvelser og åndedrætsøvelser et meget brugbart værktøj. Man koncentrerer energien nede i kroppen og lærer på ny at mærke og lytte til kroppen.

Åndedrætsøvelser

Jette Justesen og Marianne Sommer forener nu deres kompetencer i et lille spændende kursus over fire gange, hvor der laves små siddende og stående åndedræt/yogaøvelser, og hvor der strikkes og hækles i en god blanding.

Da det kan være svært som stresset at være sammen med mange mennesker, hvor der er uro og meget snak, som der typisk er, når mange mennesker er samlet, lægges på disse kurser vægt på, at der højst er syv deltagere på holdet.

Yogaøvelserne er ukomplicerede og kan laves af alle, og der er også hjælp til at hækle og strikke nemme små egnede projekter, så man skal altså ikke have specielle forudsætninger for at deltage i kurserne.

Der er som en start udbudt både et formiddags- og et aftenhold med start i næste uge.

Kurset henvender sig især til tidligere, nuværende stressramte, men også mennesker, der kan mærke, at de måske har brug for at geare ned, inden det går galt.

Ordet er dit