Tip os log ind
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil udvide integrationsuddannelsen, IGU.
Foto: Mads Dalegaard/arkiv/ritzau Scanpix

Støjberg vil frede og udvide integrationsuddannelse

Endnu flere flygtninge og familiesammenførte skal integreres på det danske arbejdsmarked, mener minister
28. september 2018, 06.59

Indland Den omdiskuterede Integrationsgrunduddannelse (IGU) skal ikke bare fortsætte, når den udløber i 2019. Den skal udvides, så endnu flere flygtninge og familiesammenførte bliver integreret på det danske arbejdsmarked.

Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Ifølge hende har uddannelsen været intet mindre end »en succes«.

Det skriver Jyllands-Posten. Ministeren går dermed imod et DF-krav om at skrotte IGU'en.

- Der er vores klare indstilling, at IGU'en skal fortsætte. Og måske skal vi i virkeligheden også se på, om endnu flere kan blive omfattet, siger hun til avisen.

Flygtninge og familiesammenførte, der er mellem 18 og 40 år og har haft adresse i Danmark i mindre end fem år, kan optages på IGU.

Via danskundervisning, arbejdsmarkedskurser og et praktikforløb er målet at få flere flygtninge i arbejde. I landets kommuner er der oprettet 1616 forløb, der fordeler sig på 999 virksomheder.

Flere end halvdelen af virksomhederne er tilfredse med ordningen. Det fremgår af en evaluering, som Rambøll har lavet for Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I spørgeskemaundersøgelsen svarer 52 procent af virksomhederne, at de enten i »høj« eller »meget høj« grad er tilfredse med ordningen.

I et lækket aftaleudkast, som Jyllands-Posten har set, tilbød regeringen ellers DF at droppe IGU'en for de hovedsageligt syriske krigsflygtninge, der har midlertidig opholdstilladelse.

Det skete under de forliste skatteforhandlinger i december 2017.

Men også det er taget af bordet, når regeringen i den kommende tid skal forhandle om en forlængelse af IGU'en med arbejdsmarkedets parter, der med trepartsaftalen fra 2016 står bag ordningen.

- Vores helt klare udgangspunkt er, at flere skal være omfattet - ikke færre. Også denne gruppe, siger Inger Støjberg.

Mens LO og DA roser ordningen, er Dansk Folkeparti rasende over »Støjbergs helt håbløse slingrekurs«.

- Menneskeligheden er åbenbart dømt til at begå sine fejl igen og igen. Da ministeren for en uge siden kritiserede Socialdemokratiets udlændingepolitik for at være fup og fidus, var det et rent træf og en knockout.

- Næste gang bør hun bare stille sig foran et spejl, for det er regeringens politik, der er fup og fidus, siger udlændingeordfører Martin Henriksen til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere Indland