Tip os log ind
Foto: Flemming Hansen

Standpunkt: Skal staten nu til at styre vores sygehuse?

09. januar 2019, 12.30

Fyns Amtsavis kunne i går fortælle, at avisen var kommet i besiddelse af en mail, som de 54 Venstre-politikere i landets fem regioner har sendt til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) - med kopi til næstformand Kristian Jensen.

V-regionsrådsmedlemmerne er gået sammen om henvendelsen til Løkke, fordi Venstres varslede sundhedsreform ventes at operere med en model, hvor regionsrådene bliver nedlagt.

- På vegne af Venstres regionsrådsmedlemmer vil vi kraftigt appellere til, at det direkte folkevalgte element i regionerne bevares, skriver ifølge avisen de fem gruppeformænd - heriblandt lokalvalgte Dorte West, som er V-gruppeformand i Region Midtjylland.

- Ikke af hensyn til os, skriver politikerne videre.

- Men fordi vi i Venstre tror på lokalt selvstyre frem for stats- og embedsstyre. Og af hensyn til borgerne, der bør have direkte demokratisk indflydelse på et så vigtigt velfærdsområde som sundhedsvæsenet.

Lars Løkke Rasmussen har indtil videre ikke ønsket at kommentere mailens indhold.

Men det har andre. Og her i vor tid, hvor laveste fællesnævner har gode kår, beskyldes regionsrådsmedlemmerne straks for motiver om blot at ville sikre sig nogle gode taburetter og »fede offentlige ben at gnave i«.

Men i stedet for på den måde at nedgøre henvendelsen, bør et så usædvanligt skridt fra V-baglandet til partitoppen kalde på opmærksomhed. I og uden for politik. Ikke mindst hos os borgere, der har brug for et borgernært sundhedsvæsen.

Opråbet handler om regionernes fremtid og dermed om, hvem der har ansvaret for og skal planlægge og styre det vigtige og omfangsrige sundhedsområde, som vi alle er så afhængige af.

Vi har endnu ikke set udspillet om sundhedsreformen, men på udmeldingerne lugter det bekymrende meget af endnu en omgang centralisering, øget administration og bureaukrati, flytning af opgaver fra regionerne til staten, og hvor man samtidig flytter flere opgaver til selv de mindste kommuner.

Eller hvis det står til Dansk Folkepartis krav i forhandlingerne: At regionerne helt nedlægges, og de specialiserede sygehuse drives af staten.

Jeg forstår ikke DFs begejstring for den model og mener, det er en helt forkert udvikling, hvis man flytter styringen af sundhedsvæsenet endnu længere væk fra borgerne.

Og fra folkestyret.

?

Regionsrådsmedlemmerne erkender i mailen til Løkke, at meget kan forbedres i sundhedsvæsenet.

Men de minder også om, at »Danmark ikke er ens, og »one size fits all« ikke er løsningen på sundhedsvæsenets problemer«.

De bemærker desuden, at den største barriere mod bedre samarbejde i sundhedsvæsenet i dag er »lovgivning, incitamenter og snærende statslige regler«.

Så der er heller ikke brug for mere af den skuffe.

På gensyn her i Standpunkt på onsdag!

Vibeke Larsen

chefredaktør

vib@herningfolkeblad.dk

Ordet er dit