Tip os log ind
Foto: Flemming Hansen

Standpunkt: Politiskole-farcen fortsætter

17. oktober 2018, 13.01

Politiet tog i mandags den midlertidige politiskole i Vestdanmark i brug. Den er etableret på Ryes Kaserne i Fredericia, dels i pavilloner oprettet til formålet og dels i et mindre antal lejede lokaler på kasernen.

Når politiet rykker ud igen, stopper lejemålet, lokalerne i de permanente bygninger går tilbage til Forsvaret, og pavillonerne rives ned.

Det har ifølge Jydske Vestkysten kostet 40 millioner kroner at etablere den midlertidige løsning, som allerede i 2020 nedlægges, når politiets nye uddannelsescenter ventes at åbne i Vejle.

Den midlertidige skole vil i sine forventelige to års levetid ifølge Jyllands-Postens tal fra Rigspolitiet koste samlet 75 millioner kroner i anlæg og drift.

Gad vide, om Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne fortsat synes, at valget af Vejle er den politiskole-løsning, hvor vi bruger pengene bedst?

Af Jydske Vestkysten fremgår det, at både byråd og kaserne i Fredericia håber, at man efterfølgende kan bevare bygningerne til forsvarets brug.

Hos Politiforbundet mener formand Claus Oxfeldt, at de midlertidige bygninger er for gode til at skrotte, og han foreslår, at stedet kan bevares til eksempelvis efter- og videreuddannelse i politiet.

Det er et forslag, som Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen ser en pointe i.

- Det vil være galimatias at rive lokalerne i Fredericia ned, hvis politiet så efterfølgende skal leje sig ind andre steder. Så det kan være sund logik at fastholde Fredericia, sagde hun forleden til Jyllands-Posten.

Jamen, hør hov. Stop lige engang. Leje sig ind andre steder? Hvad i al verden fabler I om?

Ikke mindst med hele det farceagtige og uhørt langstrakte politiske forløb om placeringen af politiskolen in mente, så er der for den halve milliard kroner, som byggeriet i Vejle budgetteres til, forhåbenligt da også sikret faciliteter og rammer til efter- og videreuddannelse. Så man ikke også skal til at leje noget.

Ellers ved jeg da snart ikke, om jeg skal grine eller græde.

Ifølge Jyllands-Posten er DF-retsordfører Peter Kofod dog heller ikke med på at stille politiet flere lokationer i udsigt, men fastslår, at man må kunne bruge politiskolen i Vejle, som ifølge ham bliver »det sidste nye skrig«.

Til gengæld ser DF og S nu åbenbart stort på de krav, man kørte hårdt frem med, da man ikke ville sige ja til regeringens plan om at bygge en helt ny politiskole i Herning.

Det skulle gå stærkt med at få skolen færdig, så der hurtigt kunne uddannes flere betjente, og DF og S ville for alt i verden have indrettet skolen i eksisterende bygninger frem for nybyggeri. Derfor skulle det partout være i Vejle.

Ingen af delene kommer til at holde stik.

Vejle-løsningen viste sig slet ikke så ligetil som fremlagt, skolen bliver tidligst færdig i 2020, og kun godt halvdelen af den 20.000 kvadratmeter store politiskole er ombygning af de eksisterende bygninger i den tidligere sygeplejeskole i Vejle. Hele 9500 kvadratmeter bliver nybyggeri.

Har DF og S gjort regning uden vært?

Jeg får snart mere lyst til at græde end grine.

På gensyn her i Standpunkt på onsdag!

Vibeke Larsen

chefredaktør

vib@herningfolkeblad.dk

Ordet er dit



Mere Debat