Tip os log ind
Foto: Flemming Hansen

Standpunkt: Du husker sikkert Super-Marius

12. juni 2019, 10.30

Læste du historien i Herning Folkeblads erhvervsmagasin Vækstjylland i går om Marius Youbi?

Hvis du gjorde, er jeg sikker på, at du smiler endnu.

Hvis du ikke gjorde, gik du glip af noget. Men du kan naturligvis stadig nå at læse den i tirsdagens e-avis eller på vores nyhedssite aoh.dk.

I magasinet fulgte Folkebladet op på, hvordan det er gået Marius Youbi fra Cameroun, som du sikkert husker fra massiv medieomtale i 2015-16.

Marius Youbi - eller Super-Marius, som han i sin tid blev kaldt i medierne - var en dygtig og meget talentfuld ingeniørstuderende på Aarhus Universitet i Birk.

I 2014 var han efter to et halvt år tæt på at måtte opgive at gøre studiet færdigt. Fordi han trods to rengøringsjob ikke længere selv kunne finansiere både sine leveomkostninger og studieafgiften på 46.000 kroner per semester, som han ikke kunne få støtte til, fordi han kommer fra et land uden for EU.

Tidligere sognepræst i Herning Kirke, Erik Nikolajsen, henvendte sig til Folkebladet om situationen og en indsamling, og omtalen i sommeren 2014 gav pote. Næstekærlige privatpersoner, virksomheder, Minkpapir A/S i Borbjerg og den lokale Jens Anker Andersens Fond donerede så mange penge til Marius Youbi, at vi i november samme år kunne fortælle læserne, at hans uddannelse var sikret.

Det var den dog kun lige, indtil myndighederne konstaterede, at han i perioder havde arbejdet mere end de dengang tilladte 15 timer om ugen. Marius Youbi fastholdt, at han troede, det var et gennemsnit. Men han betalte bøden for forseelsen, og dermed erkendte han ifølge myndighederne at have overtrådt reglerne. Så han fik afslag på forlængelse af opholdstilladelsen.

Det var på mange måder en både langstrakt, frustrerende og meningsløs sag, og jeg forstår den dag i dag stadig ikke, at myndighederne og daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke i det mindste sikrede en grundig genbehandling.

Der var jo ikke tale om, at Marius Youbi ville snyde, og det viste sig, at den ansvarlige styrelse traf sin første afgørelse på udokumenterede formodninger.

Et flertal i Folketinget valgte da også senere med baggrund i sagen at lempe reglerne for udvisning af udenlandske studerende.

Marius Youbi blev i januar 2016 udvist til Cameroun, selv om han manglede at gøre studiet færdigt og havde sikret sig en praktikplads i Danmark.

Men stor lokal støtte, demonstration på Torvet i Herning, 20.000 underskrifter til integrationsministeren imod udvisningen, massiv medieomtale og i særdeleshed Ikast-virksomheden KK Wind Solutions' opbakning med en returbillet og en fuldtidskontrakt sikrede ham ny arbejds- og opholdstilladelse i Danmark.

Et år efter, han var tilbage på dansk jord, fuldendte han sin uddannelse med en afsluttende eksamen med et 12-tal. Og nu har han i foreløbig tre år arbejdet som ingeniør i firmaet.

Han er glad og stolt - og dybt taknemmelig for den store støtte, så mange mennesker har vist ham.

?

Det var historien i Vækstjylland om Super-Marius, der fik mig - og sikkert flere andre - til at smile lidt ekstra på sådan en grå og regnfuld tirsdag.

Fordi det er dejligt at læse om, når en meningsløs sag ender godt, og fordi Marius Youbis indsats er imponerende, og fordi det er godt at læse om, hvordan det går mennesker, man hører meget om, og fordi det gør indtryk, når gode lokale kræfter bakker så meget op om en ihærdig ung mand, at groteske regler og myndighedernes håndtering af en sag ikke længere står i vejen for den for alle parter bedste løsning - såvel hovedpersonen selv som familien, studiet, arbejdspladsen og det danske samfund.

På gensyn her i Standpunkt!

Vibeke Larsen

chefredaktør

vib@herningfolkeblad.dk

Ordet er dit