Tip os log ind
En 24-årig mand fra Letland har fået sin dom for et tredobbelt trafikdrab ved Hodsager den 9. december. Ved ulykken omkom en 41-årig kvinde, hendes søn på ni år samt en pige på syv år.
Foto: Henning Bagger

Spritbillist skal tre år i fængsel efter dødsulykke ved Hodsager: Anklager kalder straffen et vigtigt signal

Trafikken er det farligste, vi har i Danmark. Derfor skal trafikanterne tænke sig om, påpegede anklageren inden dommen
21. februar 2019, 14.38

HERNING/HODSAGER Edijs Bukelis blev torsdag eftermiddag idømt tre års ubetinget fængsel for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Derudover frakendes han føreret i 10 år og får bestandigt indrejseforbud.

Den 24-årige mand fra Letland var skyld i tre menneskers død, da han torpederede deres bil nær Hodsager i december.

Anklager Iben Holm havde krævet tre år og ni måneders fængsel, men hun fastslog også, at betydningen af straffen i sig selv ikke er så stor.

- Skaderne ved denne ulykke kan ikke genoprettes, men med straffen sender vi et meget vigtigt signal til alle, der færdes i trafikken. Et signal om at tænke os om og opføre os ordentligt, sagde Iben Holm, inden domsmandsretten trak sig tilbage for at afgøre straffen.

Erkendelser

Ejijs Bukelis havde erkendt at have kørt for stærkt i spirituspåvirket tilstand, og han nægtede heller ikke at være skyld i en kvindes og to børns død, så det var kun straffens længde, retten skulle afgøre.

- I det danske samfund er trafikken det farligste, vi oplever, og vi kan ikke undgå, at vi selv eller vores børn skal ud i trafikken. Derfor skal man huske på sit ansvar, når man sætter sig i bilen, sagde anklager Iben Holm.

Ikke vanvid

Forsvarer Kim Stensgård var enig i, at hans klients køretur den søndag formiddag aldrig burde have fundet sted.

- Retten skal sende et signal og følge retspraksis, så det er vigtigt at finde ud af, om der var tale om særlig hensynsløs kørsel, påpegede Kim Stensgård.

Han mente ikke, at man på baggrund af et enkelt vidnes forklaring om, at den dømte var ude over vejens midterstriber og kørte stærkt, kunne kalde det hensynsløst. Og det bliver ikke til vanvidskørsel, sådan som anklageren argumenterede for.

- Vanvidskørsel er, når man bevidst sætter sig ud over hensynet til andre. Det ligger i kortene, at så skal det gå galt, sagde Kim Stensgård.

Forsvarsadvokaten havde svært ved at sætte et niveau for, hvad en passende straf ville være. Han argumenterede lige fra halvandet til to år, »men ikke over tre år«.

Ordet er dit



Mere 112