Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Spritbilist flygtede fra trafikuheld

15. april 2019, 09.41

Sdr. Felding Lørdag aften ved 18.30-tiden skete der et trafikuheld i krydset ved Sdr. Feldingvej og Gl. Skolevej i Sdr. Felding. Føreren af en ældre sølvfarvet Passat overholdt ikke sin ubetingede vigepligt og kørte ud foran en 29-årig kvinde fra Videbæk, så de to biler stødte sammen.

Føreren af Passaten stak af fra stedet, men det lykkedes lidt efter en patrulje at finde manden, som var i selskab med en anden mand. De to mænd er fra Sdr. Felding og henholdsvis 61 og 65 år.

Betjentene vurderede begge mænd til at være berusede, og ingen af dem ville indrømme at have ført bilen, så der blev taget blodprøver og foretaget undersøgelser, som senere skal fastslå, hvem der kørte bilen.

Ingen af de involverede kom noget til ved uheldet, oplyser lokalpolitiet i Herning.

Ordet er dit



Mere 112