Tip os log ind
Casper Fryd Rækjær

Spil bæredygtigt dansk

Det er en god beslutning, at Byrådet i budgettet for 2014 har sat penge af til to øvecontainere til byens musikere, skriver lokal debattør i dette læserbrev fra Herning Folkeblad
31. oktober 2013, 19.46

Herning fejrer i dag, torsdag 31. oktober, årets Spil Dansk Dag med en masse musikalske aktiviteter. Derfor er det trist, at byen lige for tiden mangler øvelokaler. Det begrænser de muligheder, byens unge har for at spille rytmisk musik.

Så det er en god beslutning, at Byrådet i budgettet for 2014 har sat penge af til to øvecontainere. De skal indtil videre stå i gården i Nørregade. Situationen vedrørende øvelokaler, herunder brugen af containerne på sigt, bliver en del af den samlede løsning for Kulturhuset.

Beslutningen bliver ekstra god, hvis Byrådets parter forpligter sig til at gøre den samlede løsning bæredygtig. Det kræver en del strøm, vand og varme at have et velfungerende kulturhus. Enhedslisten vil arbejde for at gøre Kulturhuset CO2-neutralt, for eksempel ved at:

- Integrere solfangere i arkitekturen

- Udnytte returvand og regnvand

- Medtænke strømsparende installationer

Herning skal fortsat have et aktivt og levende kulturliv. Med et stigende behov for at reducere belastningen af miljøet, kan kulturen hurtigt komme under pres. Derfor vil Enhedslisten sikre, at nyt byggeri, ombygninger og renoveringer bliver miljøvenlige. Så vi i Herning kan sige, at her spiller vi ikke bare dansk, men bæredygtigt dansk.

Ordet er dit