Tip os log ind
Solen har givet smæk for skillingen i sommer - især når man har solceller! Det har supersygehuset DNV-Gødstrup. De 6340 kvadratmeter solceller har siden maj produceret strøm til en værdi af op mod 900.000 kroner.
Foto: Tom Laursen

Solstrålehistorie fra supersygehuset: Solceller giver overskud i Gødstrup

Solceller har de seneste uger produceret mere strøm, end super­sygehuset kan bruge
10. august 2018, 13.36

GØDSTRUP Den usædvanligt solrige sommer har givet kontant bonus for supersygehuset i Gødstrup. Solcellerne i byggepladens nordligste hjørne har produceret så meget el, at DNV-Gødstrup har kunnet sælge noget af strømmen videre på det frie el-marked.

- I kroner og øre har vi for april, maj og juni tjent cirka 80.000 kroner, fortæller projektleder Kasper Hammershøj fra DNV-Gødstrups projektsekretariat i et nyhedsbrev.

6340 kvadratmeter

Solcellerne, der blev leveret af firmaet Viasol før jul, har siden midten af maj produceret i alt 392 megawatttimer strøm. Det svarer til et helt års el-forbrug for 90 almindelige danske husstande - til en værdi af 800.000-900.000 kroner.

- I de seneste varme uger har solcellerne produceret mere strøm, end den store hospitalsbyggeplads og skurbyen kan aftage. Ud over at vi får en indtjening på den overskydende elektricitet, er der også den miljømæssige sidegevinst, at vi over sommeren har sparet pænt på CO2-udledningen. Besparelsen her er på 207 ton, oplyser Kasper Hammershøj.

Energiparken i Gødstrup består af 6340 kvadratmeter solceller, der er placeret på et 24.000 kvadratmeter stort område på den nordligste del af byggepladsen.

Energiparken skal være med til at sikre, at hospitalsbyggeriet lever op til Bygningsklasse 2020. Det fordrer en egenproduktion på cirka 954.000 kilowatttimer årligt - svarende til en årlig gevinst på godt 1,5 millioner kroner.

Oprindelig var det planen, at to vindmøller i kombination med 4200 kvadratmeter solceller skulle stå for elproduktionen, men modellen blev afvist af Herning Kommunes byplanudvalg. Løsningen blev i stedet at købe ekstra jord og opsætte flere solceller - og at øge budgettet for energiparken fra knap 7 millioner til næsten 16 millioner kroner.

Ordet er dit



Mere Region Midtjylland