Tip os log ind
21-årige Trine Kæstel Madsen fra Gjellerup har fået venner fra hele verden under sit ophold i San Diego i Californien: - Man lærer virkelig hinanden at kende på en helt speciel og fantastisk måde, lyder det begejstret fra den unge midtjyde.
Foto: Privatfoto

Sol, surfing og sprog i San Diego

Hverdagen i Gjellerup blev byttet ud med californiske surfer-vibes, da 21-årige Trine Kæstel Madsen i januar flyttede til San Diego i USA. Her skal hun i ni måneder bo og studere engelsk med EF Education First. Vi har mødt midtjyden til en snak om hendes overvejelser samt tip og tricks til et sabbatår i USA
10. juni 2018, 18.06

Hvorfor valgte du at rejse til San Diego i dit sabbatår?

- Jeg valgte at tage til San Diego, fordi jeg gerne ville prøve at bo og have en hverdag i et andet land med en anden kultur. San Diego valgte jeg, fordi jeg har hørt rigtig meget godt om byen. Og for mig har den også en ret perfekt størrelse, idet det er en storby, men stadigvæk besidder noget helt autentisk californisk strandstemning. Derudover så jeg en fantastisk mulighed for at styrke og forbedre mit engelsk ved at studere på en EF-skole, som jeg havde hørt godt om fra nogle venner.

Hvordan er det at bo i San Diego?

- Det er megafedt! Bare vejret alene gør mig glad i låget, og så er der fyldt med spændende og smukke steder i byen. Skolen ligger tæt på alting, og hopper man i en Uber, er der ikke mere end 10 minutter til både downtown, parker, strande og meget mere. Specielt strandene er jeg ret begejstret for, da man virkelig får den californiske surfer-vibe.

Hvordan er det at gå på den

internationale EF-skole?

- Det er ret specielt og intenst, men megafedt. Der er en god variation i undervisningen, og man bliver som klasse inddraget i, hvilke opgaver man gerne vil arbejde med. Særligt når man stiger i niveau, får man lov til at berøre nogle spændende samfundsrelaterede emner. Som valgfag har jeg lige nu »slang and idioms« (slang og faste vendinger, red.), hvilket giver rigtig meget til mit engelske hverdagssprog, og jeg lærer at tale som en ægte indfødt.

På skolen møder man også mange forskellige kulturer, hvilket som sagt er meget intenst, men også vildt spændende og sjovt. Der er en helt speciel stemning på skolen, der summer af liv og ungdom over det hele, og der er hele tiden noget at lave, om man så deltager i EF's aktiviteter eller spiller volley med vennerne ude på volleybanen.

Hvordan ser din hverdag ud?

- Jeg har enten formiddag eller eftermiddag fri. Når jeg har eftermiddagstimer tager jeg tit en formiddag ved poolen eller hygger mig på skolen med de mange faciliteter der udbydes her. Når jeg har eftermiddagen fri tager vi tit på gåtur til stranden, og her er også rig mulighed for at give sig i kast med surfing.

I weekenderne er der virkelig mange muligheder, og det er nemt at leje en bil, hvis man er en flok, der vil et sted hen. Så kan man få set noget af den vildt smukke natur, der ligger i oplandet for eksempel ved at tage en af de mange vandreture, hvilket virkelig kan anbefales.

Hvordan udvikler du dig mens du er

af sted, og hvad vil du tage med dig videre fra dit sabbatår?

- Det er første gang, jeg er begyndt et sted uden at kende nogen overhovedet. Både i folkeskolen, på efterskole og på gymnasiet havde jeg venner på forhånd. Her er jeg blevet tvunget til selv at opsøge nye venskaber blandt folk fra hele verden. Det har helt klart været udfordrende, men i den grad også lærerigt idet jeg er blevet meget mere åben.

Jeg har fået venner fra hele verden, og blandt mine tætteste venner er der både italienere, franskmænd, svenskere, nordmænd, tyskere og brasilianere. Man lærer virkelig hinanden at kende på en helt speciel og fantastisk måde.

Derudover lærer jeg virkelig at stå på egne ben, hvilket jeg tror vil komme mig til gode, når jeg skal hjem og begynde på universitetet. Samtidig har jeg også lært så meget både om den amerikanske kultur, og også om så mange andre kulturer fra hele verden.

Jeg har også udviklet mit engelske enormt meget, fordi jeg bruger det hele tiden - ikke kun i timerne, men også i min hverdag. Det giver en helt anden dimension til det at lære engelsk.

Hvad er dit bedste tip til andre,

der overvejer at tage et sabbatår

i udlandet?

- Jeg tror, det vigtigste er, at man er åben og klar til udfordringer. Hvis man på forhånd forbereder sig på, at man godt kan føle sig alene, og at det godt kan være hårdt, så tror jeg, at det er nemmere at fokusere på, hvor fedt det også er. Det er en meget intens tid, hvor der sker helt vildt mange ting, og man møder helt vildt mange forskellige mennesker. Men det er virkelig det hele værd, og man får det hele igen!

trine kæstel madsen

Trine Kæstel Madsen er 21 år, født og opvokset i Gjellerup. Hun har to storebrødre.

I 2013 afsluttede hun 9. klasse på Gjellerupskolen, hvorefter hun var et år på Hellebjerg Idrætsefterskole. Student fra Herning Gymnasium 2017.

Efter sit sabbatår i San Diego skal hun begynde på statskundskab i Aarhus.

I sin fritid går hun meget op i fodbold og har spillet i Ikast KFUM samt været træner i Tjørring IF.

Hun rejste til San Diego med EF Education First, som er verdens største private uddannelsesorganisation med mere end 55 års erfaring. Studieårs-programmet udbyder syv forskellige sprog på 50 destinationer verden over, og er en god mulighed for at kombinere faglig fremgang med sociale kompetencer og stor selvstændighed.

Ordet er dit



Mere Rejser