Tip os log ind
Human hand is drawn by light on a black background

Slog med flaske: Kærestepar overfaldet af brutale voldsmænd

Et kærestepar blev natten til søndag overfaldet af 3-4 unge mænd, som slog med en flaske. En 17-årig sigtet i sagen
16. september 2018, 09.35

HERNING Et tilsyneladende helt tilfældigt kærestepar blev natten til søndag ved 01.16-tiden overfaldet ved Fredensgade og Møllegade i Herning.

Vagtlederen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at en gruppe på 3-4 yngre gerningsmænd helt umotiveret gik til angreb med en flaske.

- Det gik især udover manden, som fik tildelt flere slag med en flaske i hovedet. Han blev også væltet omkuld og fik flere spark og slag. Kvinden kunne blot stå og se på, mens overfaldet fandt sted, fortæller vagtleder Carsten Henriksen.

Manden blev blandt andet ramt i baghovedet af flasken, som også gik i stykker under det voldelige overfald.

- Voldens karakter taget i betragtning, så slipper manden forholdsvis heldigt fra episoden. Han får knubs og skrammer i baghovedet, tilføjer vagtlederen.

Ud fra et signalement lykkedes det politiet senere på natten at anholde en 17-årig mand, som passer på beskrivelsen på en af gerningsmændene.

- Manden er sigtet i sagen, men han er løsladt indtil videre. Vi skal have flere detaljer på plads, før vi eventuelt kan fængsle ham. Vi skal have kigget nærmere på signalementer, siger vagtlederen, der ikke har noget bud på, hvorfor kæresteparret blev overfaldet.

- Grupperne kender ikke hinanden, og der var ikke et motiv om penge. Så vi ved ikke hvorfor, siger Carsten Henriksen.

Ordet er dit



Mere 112