Tip os log ind
Billedtekst:Denne lille størrelse er endnu for ung til at spændes for en vogn, men snart er det også dens tur.
Foto: Flemming Hansen

Slædehunde glæder sig til vinter

Sæsonen for træning af de såkaldte polarhunde er begyndt i Gludsted
08. oktober 2012, 19.15

Dansk PolarHunde Klub har startet sæsonen med træning af medlemmernes slædehunde, som slutter igen i starten af marts.

For der bliver det igen for varmt og fugtigt for de tyk-pelsede hunde at løbe og træne. Cirka 70 muschere, som hundeførerne kaldes, er rejst hertil fra alle afkroge af Fyn og Jylland med deres mange slædehunde.

Betegnelsen slædehund eller polarhund dækker over fire racer, heriblandt Siberian Husky og Alaskan Malamute, som er den største slædehunderace. I manglen af sne kører man med vogne med hjul i stedet for slæder.

Godbidder

Frauke Siemer Jørgensen, som sidder i bestyrelsen i Dansk PolarHunde Klub, glæder sig over de mange muschere, der er kommet. Især over de mange nye medlemmer, der er i blandt dem. Frauke Siemer Jørgensen er desuden racerepræsentant for Malamuten.

- En toptrænet hund kan løbe 100 kilometer om dagen, og så er det vigtigt, at de kan få lov til at restituere og få godbidder mellem hvert løb, når det er så forholdsvis varmt for dem, som det er i dag, siger hun.

Hundene ligger nærmest på rad og række og puster ud. Det må maksimalt være 10 grader, når en slædehund skal løbe flere kilometer med en vogn på slæb. I dag nærmer temperaturen sig grænsen.

Slukker tørsten

Det våde og kolde græs køler hundene af, og ved siden af dem har de en skål med vand, som de lystigt slubrer af.

Tungerne hænger og klasker ned langs kæben. De har det varmt, men de elsker det.

- De holder af at arbejde. De har en trang til at trække, og de har en fantastisk evne til at holde ud, siger Frauke Siemer Jørgensen.

 

 

Ordet er dit