Tip os log ind
Fredag morgen gik der ild i en skraldebil i Gjellerup.
Foto: Flemming Hansen

Skraldebil fyldt med papir brød i brand

Fredag morgen tog Brand & Redning MidtVest sig af en brand, der var opstået i en skraldebil
04. januar 2019, 10.54

GJELLERUP Fredag morgen kort før klokken 7 modtog det lokale brandvæsen en anmeldelse, der lød på, at der var gået ild i en skraldebil.

Den holdt på villavejen Østerlund i Gjellerup og var fyldt med papir.

- Det brændte da godt, men det var jo inde i et lukket rum, så det var ikke så galt, siger indsatslederen fra Brand & Redning MidtVest, Lars Stensbjerg, med henvisning til den begrænsede mængde ilt, der kunne komme ind til flammerne.

Tre timers arbejde

Brandfolkene fik dysset branden ned og kunne derefter flytte skraldebilen over til parkeringspladsen ved Rema 1000, hvor slukningsarbejdet kunne fortsættes i fred og ro - uden farer for villaer.

Selve slukningsarbejdet tog ifølge indsatslederen tre timer.

- Vi skulle have de store dynger af papir ud og sikre os, at der ikke var nogen gløder tilbage, siger Lars Stensbjerg.

Skraldebilen slap nådigt fra branden - den fik lidt varmeskade, som gik ud over noget af lakeringen, men ellers var den fuldt funktionsdygtig efter branden, lyder det fra indsatslederen.

Ingen personer kom noget til i forbindelse med skraldebilsbranden.

Ordet er dit



Mere 112