Tip os log ind

Selv finansloven bliver brugt i kampen mod flygtningene

11. januar 2019, 12.15

FLYGTNINGE Nu er integrationsydelsen atter sat ned. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti (DF) lader forstår, at havde det stået til DF, ville ydelsen være endnu lavere.

Støjberg medgiver, at det er stramt, men mener ikke, at det er urimeligt.

»Formålet med ydelsen er todelt: At gøre det mindre attraktivt for flygtninge at komme til Danmark - og mere attraktivt for dem, der kommer, at arbejde.« (DR.dk, 30.12.18)

Formålet er altså, at det skal være vanskeligt for flygtninge at være i Danmark. Uanset, hvor klart det end måtte være, at man er flygtet for sit liv, er man ikke velkommen her.

DF, som står bag disse stramninger, har erklæret, at man ikke går ind for integration. De flygtninge, der kommer, skal tilbage til deres hjemlande igen så hurtigt som muligt. Derfor skal de bo i lejre indtil de kan sendes hjem. Derfor hedder det heller ikke længere »integrationsydelse«, men »selvforsørgelses- og hjemrejseydelse.«

De skal ikke ud i det danske samfund. For man ved, at når disse mennesker har arbejde, taler sproget, har glade naboer og børn, der trives i en dansk skole, ja, så bliver det vanskeligt at sende dem »hjem«.

Derfor virker det også mærkeligt, når man siger, at den lavere ydelse er for at få de herværende flygtninge hurtigt i arbejde.

I KristenDemokraternes optik er det urimeligt at tage de herværende flygtninge som gidsel i det spil, der går ud på at begrænse antallet af mennesker, der flygter til Danmark.

Vi mener ikke, at landets grænser skal stå vidt åbne, men vi mener, at de, der er her, skal have mulighed for at blive integreret og leve et værdigt liv. De fleste af dem ønsker et arbejde. Det skal de have mulighed for. Der er brug for dem.

Ordet er dit



Mere Debat