Tip os log ind

Se, en hare

Vi kan som kommune gøre vores til at drive landbruget i en mere grøn retning, skriver byrådskandidat i dette læserbrev fra Herning Folkeblad
21. oktober 2013, 14.44

Sprøjtning, monokultur og mangel på vekseldrift. Det er væsentlige årsager til, at der bliver færre bier, at viben flytter, og at det efterhånden er lang tid siden, du så dine børnebørn jagte en sommerfugl på engen, pludselig skifte retning og udbryde: Se, en hare!

Inden jeg får stemplet Tossegrøn midt i panden (det kan jeg tidsnok få), så lad mig slå to ting fast: Landbruget bærer ikke alene ansvaret for denne udvikling, og landbruget skal sikres ordentlige vilkår. Vi kan ikke bare knipse med fingrene, og så er vores landbrug moderniseret til grøn og bæredygtig produktion.

Men der skal ske forandringer, og vi skal jo starte et sted. Her kan kommunerne i samarbejde med landbruget spille en aktiv rolle. I Herning vil vi i Enhedslisten blandt andet arbejde for en bæredygtig indkøbspolitik:

Fødevarer skal så vidt muligt være produceret lokalt

Fødevarer skal så vidt muligt være økologiske

Fødevarer skal så vidt muligt være forarbejdet lokalt

Det er tiltag, som vil bidrage til fremtidens landbrug. Et landbrug, der producerer økologiske varer af højeste kvalitet, og hvor kommunen gennem indkøb bakker op om lokal produktion, forarbejdning og omsætning af disse varer.

Hvis vi oven i købet laver lokale forsøg med sædskifte og blandingskultur i dyrkningen, kan vi hente værdifulde erfaringer med jordforbedring samt minimering af sprøjtning - to faktorer som på en gang vil reducere landbrugets omkostninger og fremme produktionen af gode og sunde afgrøder.

Og vi vil igen gå på sommerfuglejagt med børnebørnene.

Ordet er dit