Tip os log ind

Sådan dør et landsbysamfund

12. juni 2019, 11.00

BABYPROBLEMER Vi knaldede for Danmark. Og nu kan vi ikke få passet vores børn i den by, vi bor i.

Med frygt for at lyde som et af de forkælede curlingbørn, så mener vi, at det er et reelt problem, at vi ikke kan få passet vores børn i Studsgård.

Studsgård er et fantastisk lille samfund med masser af lokale, der kæmper for aktiviteter, friskolen, børnehaven og dagplejerne.

Babyboom og fyret dagplejer

Et babyboom i Studsgård lyder som den perfekte landsbyidyl.

Luksusproblemet med masser af lækre unger blev til en ordentlig omgang barselshovedpine, da udbud og efterspørgsel lige pludselig ikke længere matcher.

Når vi ringer til pladshenvisningen, får vi at vide, at der er pladser efter nytår - måske. For vi står jo stadig på venteliste, selvom vi takker ja til et udenbys tilbud om pasning. Problemet er jo så, at de kommende mødre og fædre i byen kommer til at stå med samme problem. Bare fire måneder senere. Så lige nu ser det mest af alt ud som om Herning Kommune foretrækker at skovle sne, mens det stadig sner.

En landsby dør ud

Vi står fuldstændig uforstående overfor, hvorfor Herning Kommune selv samme år som føromtalte babyboom, vælger at fyre en dagplejer, når der er mangel på samme. Derudover er det endnu mere frustrerende, når vores nabobyer kaster om sig med pasningsmuligheder.

Den nemmeste måde at kvæle et samfund på, er at tage alt, hvad der hedder dagpleje/vuggestue, børnehave og skole ud af ligningen. Herefter kommer der simpelthen ikke nytilflyttere til. I hvert fald ikke børnefamilier. Og de børnefamilier, der skulle være, flytter. For logistikken kan simpelthen ikke gå op.

Gode intentioner og puslespil

Først skulle vi knalde for Danmark og så skulle vi tage vores små familier med til Udkantsdanmark for at få frisk luft og jord under neglene. Men hvor god en idé var det lige, når vi ikke kan få passet vores børn?

Nå, så sidder vi her. Vores barsel er ved at synge på sidste vers. Vi skal til at have outsourcet pasningen af vores afkom. Det, vi troede skulle være en selvfølge, er blevet til et større puslespil. For ja, der er vel pasningsgaranti i Herning Kommune?

Ordet er dit



Mere Debat