Tip os log ind
Ulrik Hyldgaard.

Sød julemusik for Herning som handelsby

14. december 2018, 11.30

BUTIKKER Herning som handelsby lever og ser ud til at have det rigtig godt her midt i juletravlheden. Der er rigtig godt gang i handlen i den gamle købstad, og det kan man jo kun glæde sig over. Ja, det er jo sød julemusik i mine ører at opleve Herning i denne søde juletid.

Udviklingen peger den rigtige vej. En tur omkring centerområdet bevidner, at der er travlhed, når man ser på parkeringspladserne, der alle er godt belagt af julehandlende fra nær og fjern. Man kan kun komme i rigtig god julestemning, når man ser det flot pyntede herningCenter og de mange storbutikker, der omkranser centret. Udviklingen fortsætter med nye butikker, der dukker op, og på den måde vil være med til at klæde handelsbyen Herning og tiltrække endnu mere handel.

I dag, da jeg lagde avisen foran mig, blev min juleglæde kun forstærket af overskriften »Nye butikker på vej til Herning«. Beretningen om at endnu flere har slået deres kærlighed på Herning, og i dette tilfælde på Bredgade, betrygger mig i, at vores satsning på både at udvikle centerområdet og midtbyen har været rigtig. Den investering, der er lavet i at skabe en levende midtby, bærer frugt. Satsningen på at skabe en midtby ikke blot med ny flot belægning, men med indholdselementer som mere grønt i øjenhøjde, mere vand, leg, mere plads til ophold og kunst har være med til at løfte. Når man så i denne juletid tilføjer de flotte udsmykninger som butikkerne og Cityforeningen har skabt, så er det svært ikke at lade den gode julestemning sprede sig.

I år kan vi fejre den første jul, hvor gågaden er kommet helt på plads på strækningen fra Torvet til Poulsens Plads. Lige nu rumsterer vi i Søndergade, men arbejdet skrider sikkert frem, og man kan allerede nu fornemme, hvordan gaden får et tiltrængt løft. Vi er faktisk et rigtig godt stykke foran tidsplanen, så alt tyder på, at vi allerede til sommer kan se det færdige resultat af det store arbejde i gaden. Det er godt et halvt år før planlagt, så stor ros til entreprenører og brolæggere, der har sikret den flotte fremdrift.

Det er en oplevelse at julehandle. At komme ud og fornemme stemningen af glade mennesker på juleindkøb og nyde den flotte udsmykning. At se de hårdtarbejdende medarbejdere på ekvilibristisk vis få en papæske til at ligne en million, når de er færdige med deres indpakningsarbejde er fantastisk. Den oplevelse må du ikke snyde dig selv for ved at klare juleindkøbene via nettet hjemme fra sofaen. Gør dig selv og vores fantastiske handelsby en tjeneste og bland dig i julebybilledet. Lad den søde julemusik sprede sig endnu mere i vores gamle købstad.

Ordet er dit



Mere Debat