Tip os log ind
Anders G. Jakobsen.

S kan ikke garantere lukning af motorvejshullerne

10. maj 2019, 12.20

MOTORVEJE Når Mogens Jensen og Annette Lind bedyrer, at Socialdemokratiet vil færdiggøre Holstebromotorvejen, så er der desværre ikke hold i deres udmelding. Det er ikke andet end et luftigt valgløfte!

Afsættet for deres udmelding er partiets udspil »Danmark skal have en ny langsigtet infrastrukturplan«, hvor færdiggørelsen af Holstebromotorvejen er indeholdt. Et spændende udspil, som man vil afsætte 70 mia. kroner til over de kommende ti år. Så langt så godt.

Problemet er bare, at de i udspillet 27 oplistede infrastrukturprojekter rundt om i det ganske land sammen med gennemførelsen af Togfondens fase 2 ikke koster 70 mia. kr., men derimod 126 mia. kr. Dette ifølge Transportministeriets gennemregning af Socialdemokratiets udspil.

Så der er langt fra råd til at gennemføre alle projekter i udspillet. Man forstår derfor også bedre, hvorfor udspillet hverken angiver en prioritering eller tidshorisont på gennemførelsen af de enkelte projekter. På den måde forledes vi til at tro, at alle projekter vil blive gennemført.

Mogens Jensen og Annette Lind kan selvfølgelig have deres mening om vigtigheden af netop færdiggørelsen af Holstebromotorvejen - og tak for det, men de kan ikke garantere, at det vil ske.

Det kan Venstre til gengæld. Regeringen og DF indgik i marts en stor trafikaftale, der sikrer, at hvis befolkningen vil betro os flertallet igen, så igangsættes lukningen af motorvejshullerne rundt om Herning i 2023 via en bevilling på 548 millioner kroner.

Jeg har personligt via mit borgerforslag om, at »Holstebro- og Messemotorvejen skal gøres helt færdige« forsøgt at sætte fokus på, at vi står med et ufærdigt motorvejsprojekt i Midt- og Vestjylland. Jeg er derfor glad for, at jeg repræsenterer et parti, der har udstedt en håndfast garanti i denne sag. Husk det, når krydset skal sættes ved det kommende folketingsvalg.

Ordet er dit



Mere Debat