Tip os log ind
  • 1/: Familien er klar til ni dages vandring fra Pokhara. Privatfoto
  • 1/: En fantastisk udsigt at vågne op til - set fra byen Tolka. Privatfoto
  • 1/: Bella og Fenja på toppen af Poon Hill, 3210 meter oppe. Privatfoto

Rejsebrev fra Asien: På bjergvandring med chokolade

Familien fra Skibbild-Nøvling har været på bjerg­vandring i Nepal med smuk natur, kolde nætter og chokolade
24. april 2019, 19.49

SKIBBILD-NØVLING-ASIEN Fra storbyens herlige larm i Bangkok satte vi kursen mod Nepal. Med os havde vi »Nepal-tasken«, pakket med vandrestøvler og varmt tøj. Indtil da havde badebukser og klipklappere stort set været nok.

Turen gik egentligt fint, indtil vi kom til skrankepaven, der skulle godkende vores indrejse. Han var ikke specielt serviceminded ...

Det koster penge at få visum, men vi havde ikke en krone på lommen. Og det er åbenbart første gang, det er sket, for der var ikke lige mulighed for at hæve penge. Til sidst fandt han dog en kortterminal frem, og så kom vi officielt til Nepal.

Det første par nætter var vi i Katmandu. Byen er fuld af templer, pagoder, hellige køer og vise mænd, så det er forunderligt at gå gennem de travle gader.

Afdøde brændes indefra

Nepal er stadig lidt en tidslomme, hvor man i den grad ikke kender til begrebet »work smart, not hard«. Og langs den hellige Bagmati-flod ved Pashupatinath-templet overværede vi også adskillige ligafbrændinger, som egentlig virkede meget tilforladelige: Kvindernes opgave var at græde, og mændene stod for bålet.

De afdøde bliver brændt indefra på en eller anden måde, og når det hele er overstået, bliver resterne skubbet i floden. Overskydende brænde bliver naturligvis hentet op igen til genbrug.

Fra Katmandu tog vi bussen til Pokhara lige neden for Annapurna-bjergkæden. Vejene er elendige, og det samme er busserne: To gange undervejs måtte chaufføren stoppe op, kravle ud og banke under bussen med et jernrør. Turen varede de planlagte to timer mere end planlagt ...

I Pokhara fandt vi hurtigt en guide samt to portere og planlagde en ni-dages rundtur på Poon Hill, en top på 3210 meter som højdemålet.

Vi havde alle glædet os til denne del af ferien, nok mest de voksne, men børnene var også spændte og klar. En absolut kontrast til den rejsemåde, vi har haft indtil nu.

Med støvlerne snøret og rygsækken på drog vi mod bjergene, naturen, udsigten og den friske luft. Først til byen Ulleri i 2020 meters højde, og efter en dags pause til Ghorepani i 2860 meters højde.

To ture til tops på én dag

Næste morgen klokken 4.30 var det uklart vejr, og vi to voksne besluttede os for at bestige Poon Hill uden børnene.

Det klarede dog op undervejs, og den dårlige samvittighed rumlede over os, da vi stod på toppen med udsigt over Annapurnas bjergtinder uden at kunne dele det med børnene - hvad gør man så?

»Vi henter dem,« sagde Anne.

Vi er sikkert de første, der har taget den top to gange inden morgenmaden, men børnene syntes, det var fedt at stå deroppe med den bedste udsigt.

De næste fem dage vandrede vi over Tadapani, Ghandruk, Tolka og sluttede af i Australian Camp.

Undervejs på trekket var overnatningerne i primitive »guest houses«, hvor varmt vand - og i det hele taget varme - var noget, man skulle kigge langt efter. Temperaturen lå om natten omkring de fem grader, så vi lå tæt i soveposerne.

Det var en rigtig god oplevelse: Den smukkeste natur og smukke rododendron-skove. Og når man kiggede ud til venstre, stod Annapurnas 8000 meter høje tinder med sne på toppen.

Undervejs vandrede vi over 100 kilometer, og børnene klarede det med højt humør. Når trætheden meldte sig, kom chokoladen og slikket frem, og så gik det igen (der er cirka en times frisk gang i en slikkepind).

Vi er nu tilbage i Pokhara, og vi savner allerede bjergene. Vi er enige om, at det ikke er sidste gang, Nepal er under vores fødder.

Rejsebreve

Folkebladets læsere kommer med en familie fra Skibbild-Nøvling på rygsæktur gennem Asien. Familien består af sygeplejerske Anne Jensen (41 år), færdselsbetjent Frederik Bruun (37 år) og deres to piger, Bella (8 år) og Fenja (6 år).

Familien besøger Filippinerne, Vietnam, Cambodia, Thailand, Nepal og Maldiverne og sender jævnligt rejsebreve og billeder hjem fra deres oplevelser undervejs. Rejsen begyndte 13. januar og slutter 26. april.

Ordet er dit



Mere Vildbjerg