Tip os log ind
  • 1/: Anne og Frederik har fundet tid til at dykke.
  • 1/: Familien samlet på den lille ø, Dhiffushi.

Rejsebrev fra Asien: Fra koralrev til rengøring og madpakker

Familien fra Skibbild-Nøvling har svømmet med skildpadder og er vendt hjem til hverdagens rengøring og madpakker
06. maj 2019, 19.49

SKIBBILD-NØVLING-ASIEN Efter bjergenes tinder havde vi tre dages safari i Chitvan i det sydlige Nepal.

Her så vi de vilde næsehorn ganske tæt på. Lidt for tæt måske, for de er jo ikke helt ufarlige. Heldigvis stiftede vi også bekendtskab med de vilde aber, krokodiller og eksotiske fugle. Det var nogle gode, afslappende dage og et godt farvel (og på gensyn) til Nepal.

Kursen blev sat mod vores sidste destination: Maldiverne. Vi var alle besluttet på, at man ikke kunne afslutte en 100 dages ferie med at vandre, og derfor var Maldiverne et rigtig godt bud. Fra Kathmandu til New Delhi i Indien, lige en mellemlanding i Sri Lanka og så til Male på Maldiverne.

Som vanligt gik vi ud af lufthavnen gennem køen, hvor man intet har at fortolde, men jeg blev rykket til side og fik at vide, at der var noget i en af mine tasker, som jeg ikke måtte have med.

Jeg tænkte straks, at nogen havde sneget stoffer ned i min bagage, men de forklarede, at de ledte efter en figur, som vi ikke måtte medbringe til Maldiverne. Figuren, som de havde spottet i en »figur scanner«, var en træfigur af en Buddha. Maldiverne er ekstremt muslimsk og tænk, hvis vi sneg en træfigur ind i landet og begyndte at tilbede den. Det ville jo gå helt galt. Så figuren blev tilbageholdt, indtil vi skulle forlade landet igen.

Delfiner om ørerne

Fra Male tog vi med en privatbåd til en lille ø, Dhiffushi. Øen er cirka 900 meter lang og 100 meter bred. Vandet er turkisblåt, palmerne grønne og sandet hvidt. Vi boede, som man nu gør på en meget lille ø, helt ud til vandet.

Der var dømt afslapning, dykning, snorkling og et UV-indeks på over 14. Til sammenligning ligger UV-indekset på cirka otte på en dansk sommer.

Faunaen omkring Maldiverne er spektakulær. Der er rigtig mange fisk i alverdens farver samt hajer, skildpadder og rokker. Korallerne er desværre afbleget på grund af temperaturstigningerne i havet, men der er stadig et fantastisk liv.

Børnene, der efterhånden er blevet rigtig fortrolige med snorkling, jagede fisk, skildpadder og søpølser. Om morgenen badede vi med revhajer ved vores lokale sandbanke, og om aftenen kunne vi soppe med rokker, der kom helt ind på det lave vand. Sejlede man 10 minutter væk fra øen, sprang delfinerne om ørerne på en. Lige noget for pigerne.

På øen stødte vi ind i en anden dansk familie, der havde mindre børn som vores. Efter børnene havde set hinanden an, så vi dem ikke resten af ugen. Tror, de havde savnet at lege med nogle andre end de gamle hoveder.

Men det gav os lidt fritid til at tage på ordinære dyk, for hvornår kommer man lige til at dykke på Maldiverne igen?

Hverdagen rammer hårdt

En uge på Maldiverne gik hurtigt, og ferien lakkede mod enden.

Vi var på ingen måde klar til at tage hjem, men rejsekontoen var tom, og feriedagene sluppet op.

Det har været en utrolig rejse for hele familien. En rejse gennem natur, kultur, rigdom og fattigdom. Fantastisk dyreliv og foruroligende meget plastik.

Børnene har fulgt med, suget til sig, set en anden verden og forhåbentlig lært en masse om livet.

Tilbage i det kolde Danmark ramte hverdagen hårdt: Arbejde, madpakker, indkøb, madlavning og rengøring.

Men midt i hverdagens rasen er planlægningen af det næste eventyr allerede i tankerne ...

Rejsebreve

Folkebladets læsere har været med en familie fra Skibbild-Nøvling på rygsæktur gennem Asien. Familien består af sygeplejerske Anne Jensen (41 år), færdselsbetjent Frederik Bruun (37 år) og deres to piger, Bella (8 år) og Fenja (6 år).

Familien besøgte Filippinerne, Vietnam, Cambodia, Thailand, Nepal og Maldiverne og sendte jævnligt rejsebreve og billeder hjem fra deres oplevelser undervejs. Rejsen begyndte 13. januar og sluttede 26. april.

Dette er familiens sidste rejsebrev fra det asiatiske eventyr.

Ordet er dit



Mere Vildbjerg