Tip os log ind
Egon Nykjær.

Regeringen og DF efterlader Midt- og Vestjylland på perronen

01. juni 2019, 09.45

TOGDRIFT For et par måneder siden indgik regeringen og Dansk Folkeparti en snæver trafikpolitisk aftale. Aftalen indeholder forbedringer i vores område med en færdiggørelse af motorvejene omkring Herning og en opgradering af A15 fra Herning til Ringkøbing.

Aftalen er dog også både udsigtsløs og særdeles kritisk i forhold til udviklingen. Udsigtsløs, fordi den er indgået af et snævert flertal, der ingen udsigt har til at eksistere efter valget. Dette betyder, at arbejdet mere eller mindre starter forfra efter valget, hvor både en ny minister og andre partier skal arbejde med udbygning af infrastrukturen. Det vil forsinke igangsætningen. Derfor ville det unægtelig være klogere at få skabt brede forlig om disse aftaler.

Værre er dog prioriteringen i forhold til udbygning af jernbanen. Den er nærmest katastrofal. I stedet for en forventet opgradering til el-drift bliver banen koblet af muligheden for direkte tog til København. Dette skyldes alene, at DF insisterede på tog til Billund. Hensynet til denne (tvivlsomme) investering i Kristian Thulesen Dahls valgkreds kommer forud for udviklingen i en hel landsdel.

Fremtidens elektriske togdrift vil være en langt hurtigere og mere komfortabel transportform end den, vi kender i dag. Et attraktivt alternativ til både bilkørsel og indenrigsfly, når der drejer sig om transport fra Midt- og Vestjylland og til København. Elektrisk togdrift er samtidig den klimamæssigt bedste transportform. Det nytter ikke at koble investeringer i infrastruktur af klimaudfordringerne.

Vi har en klar forventning om, at når en ny regering skal i gang med at lave planer for infrastrukturen, sker der også en opgradering af togdriften i Midt- og Vestjylland.

Ordet er dit



Mere Debat