Tip os log ind
Rasmus Ankersen.
Foto: Tom Laursen

Rasmus Ankersen-kommentar skaber stor debat

FCM-formanden spurgte på twitter, hvor mange point færre Brøndby ville have, hvis dommerne havde haft videohjælp i denne sæson - og så fik han ørerne i maskinen
19. marts 2018, 08.31

»Hvor mange point færre ville Brøndby have, hvis der havde været VAR i Superligaen i denne sæson?«

Dette spørgsmål om videohjælp stillede FCM-formand Rasmus Ankersen på twitter sent i aftes, og det har i den grad fået folk til tasterne, da alle fodboldfans jo har det med bedst at huske de kendelser, der gik holdet imod.

Flere Brøndbyfans mener, at de ville have haft langt flere point, mens en endda mener, at det i de seneste år ville have givet Brøndby 10 mesterskaber mere med videodommer-hjælp.

En enkelt påpeger også, at den mest tydelige fejlkendelse i nyere tid hjalp FCM til point, da man ude mod FC Nordsjælland fik scoret et mål, hvor Gustav Wikheim driblede rundt bag baglinjen i et pænt stykke tid uden dommerne opdagede noget galt.

Enkelte driller også den data-glade FCM-formand med, at en datastatistik viser, at Brøndby statistisk set målt på chancer burde have flere point end FCM.

Dan Hammer - tidligere FCK-direktør - skriver på sin twitter-konto: »Fan eller formand? Historien har vist, at det er en god ide altid at huske, at man er det sidste, også når man kommunikerer som det første« - hvilket finurligt nok både er en drillende pegefinger i retning af FCM-formanden og Brøndby-lejren, hvor den tidligere formand Jan Bech Andersen under et dæknavn kritiserede løs på alt og alle i klubben. Drille-tweetet har Rasmus Ankersen på humoristisk vis selv hevet ind på sin forside på twitter.

En af kommentarerne - sjovt nok fra en FCM-fan - nøjes med at konkludere om FCM-bossen tweet om VAR - Video Assistent Referee: »Rasmus, helt ærlig, den VAR for lav...«

Ordet er dit



Mere Sport