Tip os log ind
- Vær på forkant i dialogen med banken ved at optimere bedriften på de punkter, I selv kan påvirke, lød et af rådene fra rådgiver Christian Primdahl til de fremmødte minkavlere.
Foto: Sagro

Pressede minkavlere fik gode råd

Sagro holdt onsdag aften informationsmøde om den svære situation i pelsdyr-branchen
10. januar 2019, 13.30

Presset - 2018 har været lidt noget skrammel, indledte økonomirådgiver Christian Primdahl fra Sagro, da rådgivningsvirksomheden onsdag aften holdt informationsmøde i Holstebro for omkring 40 interesserede.

Minkavlerne mærker lige nu konsekvensen af, at skindprisen er på det laveste niveau siden 2009.

- Med et snit på 218 kroner per minkskind er der mange avlere, der har en produktion, der slet ikke er rentabel, på trods af at vi er verdens dygtigste til at producere skind, sagde Christian Primdahl.

Året bød også på usolgte skind på september-auktionen, ligesom vejrforholdene ikke har været gunstige.

Ser man frem mod 2019 udgør bankerne også en udfordring, hvor avlerne stilles overfor, at de groft sagt »må producere alle de skind, de selv kan finansiere«.

Derfor påpegede Christian Primdahl også, at det vigtigste, man skal have fokus på, er at man ikke løber tør for penge, og det er derfor vigtigt at forberede sig godt til dialogen og drøftelserne med banken.

Han understregede, at det også er vigtigt at være på forkant i dialogen med banken. Mange avlere vælger i 2019 at reducere produktionen for blandt andet at beskytte likviditeten.

- Her er det vigtigt, at vi involverer bankerne i beslutningerne og får vurderet konsekvenserne. En reduktion kan være fornuftig, men det vil typisk påvirke fremstillingsprisen i negativ retning, og her skal banken have den nødvendige indsigt i tallene, sagde økonomirådgiveren

Et lyspunkt er, at skindproduktionen på verdensplan er faldende, så den efterhånden matcher efterspørgslen.

Ordet er dit



Mere Erhverv