Tip os log ind
Gerningsstedet ved Markedspladsen blev fredag eftermiddag søgt igennem af politiet, og nu leder politiet også efter en trøje, et par sko og en cykel, som den formodede gerningsmand har skilt sig af med under flugten.
Foto: Flemming Hansen

Politiet efterlyser tøj og cykel i røverisag

Den 24-årige mand, politiet mistænker for at stå bag røveriet, har skilt sig af med en trøje, et par sko og en cykel
07. maj 2019, 09.52

HERNING Efterforskerne fra lokalpolitiet i Herning beder nu offentligheden om hjælp i forbindelse med røverisagen fra Markedspladsen fredag eftermiddag.

Helt konkret savner politiet en grå trøje, et par sko samt en cykel med brede dæk. Det er effekter, der tilhører den 24-årige herningenser, som er sigtet og varetægtsfængslet for røveriet.

Ifølge politiet tog den 24-årige mand flugten på cykel mod øst ad Bethaniagade, efter at han havde frarøvet en 50-årig mand fra Herning sin pung.

I bar mave på tanken

Derefter blev den 24-årige mand set ved Circle K på Silkeborgvej klokken 16, og da var han i bar mave og bare tæer.

Politiet er af den opfattelse, at den 24-årige mand kan have smidt effekterne i området ved Danmarksgades parkeringsplads, men politiets undersøgelse af området gav ikke resultat. Derfor mener politiet, at nogen uforvarende har fjernet trøjen og skoene, og derfor er der en eller flere personer, som kan have oplysninger, som politiet søger i den forbindelse.

Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Ved overfaldet i fredags blev den 50-årige mand slået bevidstløs og efterladt blødende på et offentligt toilet. Politiets seneste opdatering på hans tilstand er fra søndag, hvor han fortsat blev holdt i kunstig koma på sygehuset, fordi han har alvorlige skader i hovedet.

Ordet er dit



Mere 112