Tip os log ind
Peter Sørensen.

Peter Sørensen fyret i Silkebiorg IF

SIF-ledelsen har fyret Peter Sørensen
14. august 2018, 12.17

FODBOLD Silkeborg IF skal have ny cheftræner. Det har Silkeborg IF netop oplyst til Fondsbørsen.

I en pressemeddelse lyder det nu fra SIF-direktør Kent Madsen:

- Det gør ondt at træffe sådan en beslutning, for Peter har været en dygtig træner og manager for Silkeborg IF gennem det meste af den periode på snart tre år, han har været her. Men nedrykningen og den efterfølgende skæve start på sæsonen i NordicBet Ligaen har fået bestyrelse og direktion til at vurdere, at der - populært sagt - trænger til at blive »rørt rundt i gryden.« Afslutningen på sidste sæson og begyndelsen på denne har været utilfredsstillende, siger Silkeborg IF's adm. direktør, Kent Madsen.

Peter Sørensen kom til Silkeborg IF i september 2015 på et tidspunkt, hvor klubben lå midt i den næstbedste række og netop havde afbrudt samarbejdet med Kim Poulsen. Peter Sørensen førte SIF tilbage til Superligaen, og i den efterfølgende sæson blev det til en godkendt 9. plads i den bedste række. I seneste sæson lå SIF også pænt til i grundspillet, men et kikset forår, hvor pokalfinalen mod Brøndby var eneste lyspunkt, førte til nedrykning og herefter den skæve start uden sejre og mål i tre kampe i NordicBet Ligaen.

Som en konsekvens af Peter Sørensens afsked genindtræder udviklingschef Jesper Stüker i jobbet som sportschef. Silkeborg IF forventer i løbet af de næste dage at kunne præsentere en løsning omkring det ledige job som cheftræner.

- Vi arbejder på højtryk, men skal lige have endelig aftale på plads, før vi kan offentliggøre løsningen, siger Kent Madsen.

Ordet er dit



Mere Sport