Tip os log ind
Peter Høeg har ved et par tidligere foredrag i lokalområdet givet gode bud på, hvordan man får dybere oplevelser med litteratur og musik.
Foto: Kim Kristensen

Peter Høeg skal være skolelærer i Nørre Snede

Den verdensberømte forfatter bliver hovedperson i nyt og banebrydende undervisningsforløb
23. januar 2015, 10.39

Ikast-Brande Han får ikke så langt til arbejdet - Peter Høeg, når han om kort tid skal være lærer på Nørre Snede Skole.

Den verdensberømte forfatter, som senest har skrevet romanen »Effekten af Susan«, bor på Vækstcenteret i Nørre Snede. Skolen ligger på den ene side af byens kirke, bofællesskabet på den anden.

Peter Høeg har sagt ja til at undervise to 7. klasser over et par måneder - ialt otte gange 90 minutter. Det sker i samarbejde med skolens fastansatte lærere og bibliotekarer.

Under det banebrydende undervisningsforløb vil der blive lagt vægt på tre områder:

Peter Høeg skal hjælpe de unge til at få gode, dybe og konstruktive oplevelser med litteratur, både når de selv læser, når de får læst højt, og når de læser højt for hinanden. De unge får også en række tip til, hvordan de kan fordybe deres eget forhold til litteratur og til dem selv ved selv at være med til at skabe fortællinger. Og endelig, hvordan man med udgangspunkt i positive skrive- og læseoplevelser kan styrke den empatiske forståelse mellem mennesker.

Præsenteres i næste uge

På tirsdag vil Peter Høeg præsentere projektet overfor Nørre Snede Skoles 7. klasser og på et efterfølgende pressemøde, vil han fortælle mere om de intentioner.

Initiativet skal ses som et vigtigt bidrag til udviklingsprojektet »Mit rum for læring og oplevelse«, der har modtaget støtte fra Kulturstyrelsen. I projektet samarbejder Nørre-Snede Skole, Ikast-Brande Kommunes Skoleafdeling og Ikast-Brande Bibliotek om et forløb, hvis mål er, at være med til at styrke børns kulturelle dannelse samt undersøge og udvikle feltet mellem folkeskolens læringsfokus og folkebibliotekernes oplevelsesfokus.

Ordet er dit