Tip os log ind
LandboUngdom Region MidtVest arrangerer dette års DM i traktortræk, og en styregruppe står i spidsen for 100 frivillige. Fra venstre bagerst er det Anders Visgaard Jensen, Kasper Kvistgaard Christensen og Søren Just Nielsen. Forrest fra venstre er det Lasse Højbo Jansen, Lene Kirk Sunesen, Marie Birkedal og Lars Klausholt.
Foto: Privatfoto

Perfekte forhold: DM i traktortræk lørdag ved MCH

100 frivillige fra LandboUngdom arbejder hårdt for at skabe det bedst mulige DM i traktortræk, der finder sted i morgen
07. september 2018, 15.07

Herning I morgen lørdag holder LandboUngdom DM i traktortræk på Landsskuepladsen ved MCH Messecenter Herning.

Det er et show og en fest for alle trækkere og tilskuere, men det er også hårdt arbejde for en stor gruppe frivillige.

I alt vil 100 frivillige hjælpere fra LandboUngdom Region MidtVest være involveret i kulminationen på et år med mange lokale og regionale traktortræk-stævner i LandboUngdom.

Det hårde arbejde er dog ikke noget, der får de frivillige til at beklage sig. Tværtimod, lyder det i en pressemeddelelse.

- Det er helt vildt fedt at være en del af, og det har ikke været noget problem at skaffe frivillige. Det er helt unikt at få sådan et stævne op at stå, og det giver et fedt sammenhold, fortæller Lasse Højbo Jansen, der selv er frivillig og koordinerer den samlede frivillige indsats til DM.

Ansvar fordelt på mange

Ifølge Lasse Højbo Jansen er én af nøglerne til den store glæde blandt de frivillige, at man i forberedelsesfasen har fordelt ansvaret i forskellige udvalg.

Der er udvalg med ansvar for banen, stævneareal, fest, PR og markedsføring, sponsor og forplejning.

- Vi har villet placere ansvaret og arbejdet på så mange skuldre som muligt, så det ikke bliver for tungt eller for træls for nogen, siger Lasse Højbo Jansen, der ligesom fire andre af de mest dedikerede frivillige har taget ferie fra tirsdag og frem til stævnet for at sætte op og gøre klar.

5000 tilskuere

Værtskabet for DM i traktortræk går på tur mellem LandboUngdoms regioner, og i år er det Region MidtVest, der arrangerer det store event.

- Jeg har været med til rigtig mange DM-stævner, og jeg er sikker på, at det i Herning bliver ét af de bedre. Forholdene ved messecentret er simpelthen perfekte, og vi håber på op mod 5000 tilskuere, siger Lasse Højbo Jansen.

Tilskuerbilletter kan købes ved indgangen.

Ordet er dit



Mere Herning