Tip os log ind
Peter Skaarup.

Peberspray i hjemmet giver tyvene noget at tænke over

08. januar 2019, 10.30

PEBERSPRAY Pr. 1. januar 2019 er det tilladt for private at købe og eje en peberspray til brug i eget hjem. Det vil give enlige, ældre og også familier lidt mere tryghed i eget hjem - og vil formentlig også give indbrudstyve og hjemmerøvere noget at tænke over.

Blandt andet EU's romantiske tanker om det grænseløse Europa, hvor varer, tjenesteydelse - og kriminelle - skulle kunne bevæge sig frit over landegrænser - har betydet, at mange borgere føler sig utrygge i eget hjem. Især i de dele af landet hvor politiet ikke kommer i løbet af få minutter. Her vil en peberspray give tryghed. Det vil selvfølgelig ikke fjerne risikoen for, at der kommer en indbrudstyv eller hjemmerøver forbi. Men det gør i hvert fald beboeren i stand til at give den ubudne gæst en ubehagelig overraskelse - og forhåbentlig give de få minutter, det kræver at slippe væk og få muligheden for at alarmere politiet, mens indbrudstyven har peberspray i øjnene og er ukampdygtig.

Samtidig giver peberspray jo ikke vedvarende skader, men lammer kun gerningsmanden midlertidigt. På alle måder en god løsning.

Jeg forstår ikke dem, der bekymrer sig over, at danskerne nu får muligheden for at bekæmpe en indbrudstyv eller hjemmerøver med simple og effektive midler. Se blot på antallet af østeuropæiske indbrudstyve i de danske fængsler. Kriminelle, der kun er kommet til Danmark for at begå indbrud og kriminalitet, og som takket være EU's åbne grænser har haft alt for nemt spil. Lovliggørelsen af peberspray i hjemmene er således en god og tryghedsskabende mulighed, som vi i DF er rigtig glade for det er lykkedes at få vedtaget med virkning fra 1. januar.

Ordet er dit



Mere Debat