Tip os log ind
  • 1/: Per Sørensen blev i sin tid hentet til Herning direkte fra Byggeteknisk Højskole i Horsens. Nu er det blevet til 45 år på samme arbejdsplads. ?
    Foto: Privatfoto
  • 1/: Fra Per Sørensens private fotosamling: Ishøj Bycenter fra 1970'erne er et af de projekter, han er mest stolt af.

På pension efter mere end 45 år med byggeprojekter

Per Sørensen siger farvel til ÅF, det tidligere Midtconsult. Blandt projekterne har været Ishøj Bycenter og Herning Svømmehal
12. december 2018, 09.43

pension Først hed virksomheden R. Christiansen, så Midtconsult og nu ÅF. Kært barn har mange navne, og Per Sørensen har oplevet dem alle.

Hans lange karriere hos det, der nu hedder ÅF Buildings Denmark, begyndte for mere end 45 år siden. Årene har budt på mange forskellige opgaver, hvor han både har fungeret som projektleder på store byggerier og været udsendt på diverse konsulentopgaver som erfaren specialist inden for energi- og indeklima samt konstruktioner.

En god anbefaling

I 1973 havde Per Sørensen knap nok færdiggjort konstruktøruddannelsen i Horsens, før hans lærer anbefalede ham og en medstuderende til Karsten Kristiansen, afdelingslederen for arkitektafdelingen i ingeniørfirmaet R. Christiansen A/S.

- Når han skulle hyre folk til afdelingen, ringede han til Byggeteknisk Højskole i Horsens, for der havde han selv gået, og han kendte alle lærerne. Så ringede han lige før eksamen og sagde til læreren: »Tag to af dine bedste elever og send dem til Herning«. Og så blev jeg jo bedt om at køre til Herning sammen med en af de andre elever. Da vi kom herop, blev vi ansat begge to. Det er jo klart - når skolen siger god for en, fortæller Per Sørensen.

Fundamentet for Midtconsult

I 1960'erne og 1970'erne blomstrede den nye totalentrepriseform op - med Danske Fabrikshaller og Dansk Total Entreprise i spidsen. R. Christiansen havde dem begge som kunder, og det var de to ingeniører Jørgen Dahl og Hugo Pedersen, der havde ansvaret for dem.

Da de to entreprenører øgede omsætningen, blev det aftalt, at man - ganske udramatisk - delte firmaet op. Medarbejderne blev bedt om at vælge, hvor de ville arbejde.

93 valgte at gå med Dahl og Hugo Pedersen, heriblandt Per Sørensen. De øvrige 25 medarbejdere blev hos R. Christiansen.

1. januar 1974 blev Midtconsult ApS officielt grundlagt og flyttede ind i en gammel trikotagefabrik på Th. Nielsens Gade i Herning. Her gik det godt i mange år, og Per mindes, at man projekterede alt fra industri- og lagerhaller til feriehoteller og kyllingefabrikker i lande som Egypten og Libyen.

Derudover projekterede man også indirekte for shahen af Iran.

Det største projekt

Af de mange interessante projekter for de to totalentreprenører står særligt et af dem Per Sørensen ganske nært, nemlig Ishøj Bycenter. På trods af sine kun 25 år fik han hurtigt rollen som projektleder for det store center, og det var et stort ansvar.

- Jeg startede på Ishøj Bycenter allerede i 1974. Midtconsult stod for hele projektet: konstruktion, el, vvs - hele molevitten. Det foregik på den måde, at jeg sad ved telefonen og styrede de tilsynsfolk, der gik rundt derovre - og dem var der mange af. Ishøj Bycenter er stadig et af de projekter, som jeg er mest stolt af, fortæller Per Sørensen.

Han kører sommetider forbi centret, for det er ifølge ham noget af det bedste ved at arbejde med byggerier:

- Det er jo ikke bare noget, der lige forsvinder. Det står i fremtiden og til vores efterkommere.

I 1970'erne projekterede Midtconsult herningCentret og flyttede selv ind, da centret blev færdigt i 1978. Dengang var man 120 medarbejdere.

Specialist i svømmebad

I 1983 fik Per Sørensen til opgave at renovere Herning Svømmehal. Her havde man problemer med, at fliserne faldt af i de to bassiner.

- Vi tog ud i den store verden for at finde ud af, hvad vi skulle lægge i som membran i stedet for fliser, fortæller han.

Med byggeudvalget, der blandt andet bestod af repræsentanter fra kommunen, gik turen til Frankfurt og Berlin, hvor man på det tidspunkt havde den førende viden inden for svømmebassiner.

Da de kom hjem igen, besluttede de sig for at bruge rustfrit stål - »ligesom to store køkkenvaske«, siger Per Sørensen grinende.

- Fordi bunden var af stål, var vi nødt til at indsætte undervandslys, så livredderne kunne se ordentligt ned i bassinet, forklarer han. Derudover måtte man også skifte glasset i de store vinduer til solreflekterende glas af samme årsag.

Byggeriet er ifølge Per Sørensen et af de mest spændende projekter, han har været med på. Sidenhen er det blevet til mange flere bassiner i årenes løb, blandt andet svømmebassinet på et stort kontor- og hotelbyggeri i Gibraltar.

Rollen som energikonsulent

I 1977 blev Per Sørensen certificeret energikonsulent, og han kørte ud til både private og erhverv og foreslog, hvad man kunne gøre, så varmeregningen ikke løb løbsk. Op gennem 1980'erne udviklede opgaverne sig. Det kunne for eksempel være revner i murværket eller i beton, som han blev sendt af sted for at se på og få løst opgaven.

I løbet af 1990'erne fik Per Sørensen efterhånden mere og mere af det faglige ansvar i byggeteknisk afdeling, og i 2000 blev han officielt afdelingsleder, hvilket han har været indtil 2014.

- Jeg har været rigtig glad for mine medarbejdere og kolleger i byggeteknisk afdeling, fortæller Per Sørensen.

Men han er også glad for, at han ikke har lederrollen længere, da han hellere vil arbejde med de faglige opgaver.

I løbet af de senere år har særligt opgaverne som energi- og indeklimakonsulent fyldt meget. Per Sørensen forklarer, at »det er lidt, ligesom når folk ringer til brandvæsnet - så rykker jeg ud.«

Han har i den forbindelse haft meget fokus på at blive god til at snakke med mennesker. Det handler om at forklare dem på en ordentlig måde, hvordan de skal gribe problemerne an, og det kræver erfaring.

- For det kan være, at de er nødt til at flytte fra deres hus. Folk kan jo blive syge, hvis de har et dårligt indeklima. Det er lige så vigtigt som det faglige, for nogen reagerer jo meget voldsomt, forklarer han.

Per Sørensen kommer af en familie i Sorø, hvor hans bedstefar og far var murermestre. Han har også en baggrund som murer, inden han læste til konstruktør.

Han har netop rundet de 70 år, og det blev fejret i stor stil. Her inviterede han hele sin afdeling til revy på Østergaards Hotel og familien og venner til revy på Pejsegården.

Jagt og veteranbiler

Per Sørensen har været gift med Karin i snart 45 år. Sammen nyder de deres to børnebørn og hunden Shinzo, en shiba, der er International Champion inden for sin race.

I sin fritid går Per på jagt, og det har blandt andet bragt ham til Sydafrika. Derudover deltager han i veteranbiltræf med sin røde Mercedes 450 SL og blå Riley Elf MK3 Saloon.

- Per engagerer sig, ud over hvad man kan forvente. Han er utrolig loyal over for sine medarbejdere og kolleger, men er samtidig principfast. Som kollega er han altid meget hjælpsom, også privat, siger Jacob Kristensen, afdelingsleder for byggeteknisk afdeling.

Som et bevis på sin mangeårige indsats i virksomheden er Per Sørensen netop blevet tildelt dronningens fortjenstmedalje i sølv.

Ordet er dit



Mere Navne